Kameler og skibe

20. maj 1883 lød middagsmenuen på krebsesuppe, små pirogger, råkid (vild ged), hønsefrikadeller, hork i gele (15-25 cm lang grønlig bundfisk af aborrefamilien). Fuglevildt. Salat, agurker og ærter. Sødt bagværk (traditionelt russisk bagværk tilsat honning), konditorkager, søde pirogger, biskuiter og is.
Selve menuen er omkranset af ornamenter med fuglemotiv. Over det ses en stor sal i det gamle russiske palads i Kreml med forsamling af bojarer – medlemmer af urgamle adelsslægter. I centrum tilbyder bojarer salt og brød fra et fad. Alle kigger lige frem. Uden for paladset til venstre i billedet ses en kamel-karavane. Til højre og nederst skibe på havet for at vise, at gæster alle vegne fra er velkomne til at deltage i ceremonien.
Øverst i billedet i paladsets kuppel står bogstaverne A og M for Alexander 3. og Marie, som blev Dagmars russiske navn, da hun efter forlovelsen var døbt i den ortodokse tro. Under bogstaverne ses en tegning af domkirken Uspenskij Sobor i Kreml, hvor den kirkelige kroningsceremoni foregik.
Et andet kort fortæller om middagen, der blev serveret den aften, zarens regalier blev udleveret fra Våbenkammeret i Kreml og båret i procession til Uspenskij Katedralen.
Da var menuen borsjtj (rødbedesuppe), dampkogt stør, kalvekød (kød tilberedt i gelé) kyllingesteg og forskellige slags vildt, asparges og gurjev-grød (sød semuljegrød med frugt, nødder og fløde, opkaldt efter grev Gurjev).

Kommentar

Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk