Hans J. Wegner (1914-2007) i sit
eget værk: Y-stolen
Sådan begyndte Wegners succes
torsdag 11.12.08
- Af Frank C. Motzkus / Foto: Carl Hansen & Søn, Hisao Suzuki
Y-stolen er en af Danmarks – ja, verdens – populæreste stole, et ægte design-ikon, skabt af Hans J. Wegner i 1950. Her får du historien om dens tilblivelse.
Der skulle ske noget! Den odensianske familievirksomhed Carl Hansen & Søn havde overlevet besættelsen ved at lave windsorstole og sovekammermøbler, og efter krigen blev møbelfabrikken reddet af nogle store ordrer på billige skolemøbler til Odense Kommune. Nu søgte direktør Holger Hansen med lys og lygte efter en chance for at nå ud på et større marked og allerhelst til USA’s rige forbrugere. Sammen med forretningspartneren Andr. Tuck og deres fælles repræsentant Ejvind Kold Christensen ville han satse på kvalitet og design, og det skulle de bruge en dygtig arkitekt til.
Kold Christensen, der holdt til i København, havde lagt mærke til arkitekten Hans J. Wegner, der gang på gang duperede anmelderne med sin smukke formgivning. Han kunne genkende godt design, når han så det, og især var han begejstret for Den runde stol (The Chair) fra 1949. Holger Hansen var enig med ham i, at Wegner var den rette til at tegne Carl Hansen & Søns nye kollektion. Han måtte absolut overtales til at arbejde for Carl Hansen & Søn.
Wegner havde indtil 1949 brugt sine kræfter på Snedkerlaugets årlige møbeludstilling sammen med snedkermesteren Johannes Hansen, men Kold Christensen sagde til ham, at der ikke var nogen fremtid i at deltage i én udstilling én gang om året. Hvis Wegner ønskede at nå et bredere publikum, skulle han anbringe sine ting hos møbelfabrikkerne og få dem seriefremstillet.
CH24 – eller Y-stolen, som den kom til at hedde
– og CH25 (ovenover) var de mest ambitiøse
med deres skulpturelle former.
Materialemæssigt udgjorde
disse stole også noget nyt i samtiden, fordi der
blev anvendt papirgarn.
Hidtil havde man brugt søgræs til flettede sæder,
men Wegner ville bruge papirgarn, der egentlig
var et erstatningsprodukt fra besættelsestidens
mangelsamfund. Siden har Carl Hansen & Søn
været en storaftager til en dansk nicheproduktion
af papirgarn.
CH22 og CH23 (nedenunder) var måske de
mest traditionelle af Wegners stole, men de var
og er fulde af detaljer i deres enkelhed, som gør
dem unikke i forhold til Carl Hansens tidligere
møbler. Spisestuestolen havde trods sin
meget traditionelle ’ligetil-form’ bl.a. en særpræ-
get fletning mellem sarg og sidesprosser.
Unikt design
Wegner var åben for ideen – hans gode ven Børge Mogensen var jo allerede på det tidspunkt begyndt sit i dag legendariske samarbejde med FDB. På den anden side havde han sine forbehold. Han havde jo hidtil kun arbejdet med mindre snedkermestre, hvor han selv kunne overvåge kvaliteten af sine møbler. Men al skepsis forsvandt, efter at han havde besøgt fabrikkerne i Odense sammen med Kold Christensen. Der opstod hurtigt en konsensus om i fællesskab at arbejde for kvalitet i design og udførelse.
De møbler, Wegner vendte tilbage med, var helt unikke i deres design og absolut ikke noget, der var set før. Især virkede de fremmede på fabrikkens snedkere, der var vant til ’hyggelige’ polstrede møbler og skabe. Holger Hansens far og virksomhedens grundlægger Carl Hansen mente, at stolene ‘lignede havemøbler’, og havde bestemt ikke stor tiltro til dem.
Wegner tegnede fire stole: CH22, 23, 24 og 25 og en skænk, CH304, til Carl Hansen & Søn samt fire borde til Andr. Tuck. Han benyttede sig af dampbøjede rygge, bløde former, lyst træ og flettede sæder i lette konstruktioner, og mange komponenter var for avancerede og måtte laves hos underleverandører. Det tog lang tid at gøre klar til produktionsstart, og i den tid boede Wegner hos familien Hansen – i den ældste søns børneværelse!
Eksport og priser
Carl Hansen & Søns Wegner-kollektion blev lanceret allerede i 1950, og den vakte med det samme opsigt. Den blev udstillet på møbelmesser og fulgt op af dyre annoncekampagner. Det var en kæmpe succes, og flere store københavnske møbelbutikker begyndte at sælge store mængder af dette nye design. Holger Hansen kunne ånde lettet op, for det havde været en stor investering at begynde produktionen af Wegners møbler. Oven i købet blev hans forventninger til eksportpotentialet indfriet til fulde. Allerede i 1952 fik han kontakt med en fast forhandler i USA.
Den kommercielle succes, som Carl Hansen & Søn oplevede med Wegners nye møbler, blev løftet yderligere, da Wegner i 1950 modtog Frederik Lunning-prisen, og i 1951 blev Y-stolen belønnet med Grand Prix ved Triennalen i Milano. CH24 eller Y-stolen blev imidlertid modtaget med kølighed af forbrugerne til at begynde med. Men med tiden udviklede den sig til ‘Danmarks folkeligste stol’, som den blev kaldt.
Af de fire stole, der blev sat i produktion i 1949, er der i dag to, der uden afbrydelser er blevet produceret lige siden: Y-stolen og CH25. Y-stolen er den af Wegners stole, der definitivt er den mest solgte og mest eksporterede. Samarbejdet mellem virksomheden og arkitekten fortsatte, og Wegner tegnede omkring 30 stole frem til 1969 for Carl Hansen & Søn, som på få år voksede til en af Danmarks største møbelfabrikker.
Stærkt samarbejde
Ud over Carl Hansen & Søn og Andr. Tuck blev tre nye møbelfabrikker en del af samarbejdet
med Wegner: Ry Møbler, AP Stolen og Getama. De fem virksomheder kunne nu specialisere sig i enkelte møbeltyper som stole, borde, polstrede møbler eller korpusmøbler. Dermed blev både effektivitet og kvalitet sikret. Samarbejdet blev styrket gennem den fælles salgsorganisation Salesco, der hurtigt blev en af Danmarks største møbelgrossister og -eksportvirksomheder. Kold Christensen fungerede som organisationens koordinator, men forlod i 1957 samarbejdet for at producere Poul Kjærholms møbler.
I dag findes kun Getama og Carl Hansen & Søn af de oprindelige Salesco-virksomheder, hvorfor
Carl Hansen & Søn har overtaget og relanceret en række af de klassiske stole og borde fra deres kollektioner.
Carl Hansen & Søn fejrer i øvrigt 100-års jubilæum i år.
Hans J. Wegner
Hans Jørgen Wegner, 2.4.1914-26.1.2007
Uddannet snedker i 1931 og studerede på Kunsthåndværkerskolen i København fra 1936-1938.
Arbejdede som selvstændig arkitekt og var ansat som lærer ved Kunsthåndværkerskolens Møbelskole.
Tegnede 1940-1943 møbler til bl.a. Arne Jacobsens rådhus i Århus.
Tegnede ud over møbler også sølvtøj, tapeter og lamper.
Er først og fremmest kendt for sine stole – bl.a. Kinastolen (1944), Påfuglestolen (1947), Den Runde stol – The Chair (1949) - som blev verdensberømt da den blev brugt i en tv-debat 1960 i USA mellem Kennedy og Nixon, Y-stolen (1950), Jakkens Hvile (1953), Pøllestolen (1960) og Armstol (1965).
Modtog Lunningprisen i 1951 (sammen med den finske formgiver og billedhugger, Tapio Wirkkala)
Modtog i 1997 The 8th International Design Award i Osaka i Japan.
Æresdoktor ved Royal College of Art i London i 1997.
Det gamle vandtårn i Wegners fødeby Tønder i Sønderjylland er der indrettet Wegner-museum. På de enkelte etager præsenteres hans berømte møbler.