Sølvskolen - 9. lektion: Kend sølvets stilarter
onsdag 20.1.10
- Af SABRINA ULRICH VINTHER, FOTO: BRUUN RASMUSSEN OG JAMES BATES
Følg med, når Antik & Auktions sølvekspert Sabrina Ulrich Vinther de næste par måneder her på Antikogauktion.dk tager fat på sølvet og dets spændende verden og giver dig masser af gode tips. Hver uge bringer vi en ny lektion på Antikogauktion.dk
Hvordan er de forskellige stilarter inden for sølv opstået?
Inden for antikviteter har der altid været moder og trends, som håndværkerne fulgte for at tilfredstille deres køberes behov. Det gælder også inden for sølvtøjet. Her kunne man ganske vist ikke variere udtrykket i materialer eller farver, men sølv er alligevel et rigtig godt udgangspunkt til at lære de forskellige stilarter at kende. Måske netop fordi man ikke bliver distraheret af træsorter, farver, polstring etc.
Sølvsmede skulle lære den nye stil
Der er stor forskel på, hvornår en stilart er dukket op i de toneangivende lande i Europa, og hvornår stilarten nåede Danmark. Der kan ofte være flere år imellem. Mellem nogle af stilarterne kan der også være glidende overgange, for en sølvsmed ophørte jo ikke fra den ene dag til den anden med at fremstille barok-sølvtøj for straks at kaste sig over regence eller rokoko. Sølvsmedene skulle lære den nye stil at kende og finde ud af, hvordan de udførte de forskellige dekorationer.
Trend var år om at slå igennem
Der kunne gå flere år, før en ny trend fik bevæget sig tværs gennem landet og nåede ud til yderområderne. Det kan derfor være svært at sætte præcise årstal på, hvornår sølvtøj blev udført i en given stilart, da der kunne være en variation på adskillige år, alt efter om sølvtøjet blev fremstillet hos en mester i København eller hos en provinsmester. Sølvsmede modtog f.eks. af og til også bestillinger på rokokosølv, selv om moden egentlig foreskrev Louis Seize.
Kataloger lagde stilen
Udover de forskellige stilarter har moden også foreskrevet, hvilke sølvgenstande det var moderne at bruge ’hos det bedre borgerskab’. Det betyder, at der er en yderligere variation i det udbud, der findes i de forskellige perioder. I midten af 1700-tallet udgav Thomas Chippendale som den første møbeldesigner et katalog over sit sortiment, og det blev toneangivende for moden. Det samme skete i Sheffield nogle år senere, hvor de engelske sølv- og pletfabrikanter udgav kataloger med deres sortiment.
Verdensudstillinger inspirerede
Selv om man ikke fremstillede særlig meget pletsølv i Danmark før 1900-tallet, var katalogerne alligevel med til at dominere moden. På den måde fik man hurtigere fært af de nye tendenser og variationer i dekorationerne. De store verdensudstillinger og oprettelsen af flere kunstindustrimuseer i 1800-tallet gjorde også, at man kunne lade sig inspirere af andre landes design og særlige stilarter.
Er du ekspert inden for sølvets stilarter, eller vil du teste, hvor meget du egentlig ved? Prøv den lærerige sølvquiz her.
Læs de andre lektioner i sølvskolen:
Sølvskolen 1: Sølvets lødighed
Sølvskolen 2: Tre typer af sølv
Sølvskolen 3: De vigtige stempler
Sølvskolen 4: Guldsmed var sølvsmed
Sølvskolen 5: Find den rette mester
Sølvskolen 6: Pas på stempelfusk
Sølvskolen 7: To- eller tretårnet
Sølvskolen 8: Sølv eller plet?
Sølvskolen 9: Kend sølvets stilarter
Sølvskolen 10: Sølv i rennæssancen
Sølvskolen 11: Barok, brask og bram
Sølvskolen 12: Den stille regence
Sølvskolen 13: Rokoko med vrid
Sølvskolen 14: Louis Seize symmetri
Sølvskolen 15: Mytologisk empire
Sølvskolen 16: Stilblandingsperioden
Sølvskolen 17: De første sølvvarefabrikker
Sølvskolen 18: Blomstrende skønvirke