GL STRAND genåbner
mandag 27.9.10
- Af Redaktionen
Billedmageren David Lynch er den første kunstner, der udstiller, da Kunstforeningen GL STRAND i går genåbnede med udstillingen ”The Air is on Fire”. Udstillingen, som først blev vist på Fondation Cartier pour l’art contemporain i Paris i 2007, er den største dedikeret til Lynch’ arbejde som billedkunstner. Berømt som filminstruktøren bag filmene Blue Velvet, Eraserhead og den legendariske TV serie Twin Peaks, der har opnået kultstatus over hele verden, studerede Lynch oprindeligt billedkunst på Pennsylvania Academy of the Fine Arts i Philadelphia, lang tid før han kastede sig over filmverdenen.
”The Air is on Fire” udforsker de mange facetter af hans kunstneriske talent, gennem værker som involverer og indfanger publikum i hans spektakulære univers af lyd og billede. ”The Air is on Fire” på GL STRAND, er en bearbejdning af udstillingen i Paris; den præsenterer et ”gesamtkunstwerk” gennem Lynch’ intense involvering i hele dens tilblivelse. Anne Kielgast, udstillingsinspektør i GL STRAND betragter dette som udstillingens styrke: ”At David Lynch selv har været så aktiv i skabelsen af udstillingen har været meget inspirerende, og forløbet med at planlægge udstillingen i København, har givet et godt indblik i de interesser og konstante udviklinger, der kendetegner hans virke som kunstner.”
Udstillingen indtager alle tre etager i GL STRAND, og inviterer publikum indenfor i Lynch’ kunstneriske laboratorium. Et nøje udvalg af hans produktion tilbage fra 1960erne og til i dag - de monumentale malerier, tegninger i post-it formater, litografier, tidlige eksperimenterende film, akvareller og lydskulpturer.
”Vi er utrolig glade for at det, sammen med Fondation Cartier, er lykkedes at få David Lynch til at skabe den første udstilling i det genåbnede GL STRAND”, siger Helle Behrndt, Direktør i GL STRAND. ”På mange måder passer hans oeuvre som kunstner perfekt til vores udstillingsprofil, hvor vi stræber efter at være både folkelige og elitære, som der står i Kunstforeningen GL STRANDs oprindelige fundats. David Lynch er jo både højt respekteret rent kunstnerisk for sit stilistiske univers og for sin særlige fortælleform.”
GL STRAND genåbner efter en større renovering og udvidelse til 48 mio. kr. finansieret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Knud Højgaards Fond, og Montana møbler. Samtidig med udstillingen af David Lynch åbner Kirstine Roepstorff sin installation ”Stories” i SALEN.
Udstillingen kan ses ind til den 16. januar 2011.
Læs mere om udstillingen her
Hvad er der ellers værd at se landet rundt? Tjek her