Henri Matisse (1869-1954) var sammen med Picasso én af sin
tids mest fremtrædende kunstnere. Matisse brugte farver-
ne abstrakt og priste det lys, som Sydfrankrig sikrede ham
hver eneste dag året rundt. ‘Interiør i la Collioure (Siestaen)’,
1905.

Farver er naturens smil. Dét opdagede kunstnerne, da de forlod deres atelier, tog farverne med og begyndte at male udendørs. Det appellerede til et maleri med fokus på farven. Nu kan man på Louisiana-museet opleve en overvældende god, repræsentativ bid af det hele.

Farven beskriver verden
Indtil starten af det 20. århundrede havde man bestræbt sig på at komme så tæt på virkeligheden som muligt. Motivmæssigt og i brugen af farver. Det skulle ligne helt ned i detaljen. Det blæste den nye tids malere på. Hvis maleren syntes, at modellens kjole skulle være rød og ikke den blå, hun havde på, ja, så malede han kjolen rød. Kunstnere som Monet, Cézanne, van Gogh og Matisse lagde ud. Vidt forskellige ganske vist, men med den samme appetit på at bruge farven som et middel til at beskrive verden med på.

Det skyldes bl.a. fauvismen
Hvis man kikker tilbage på impressionisterne og så frem til nu, har kunstnernes palet bestået af så mange farver som regnbuens. Og der dukker hele tiden nye kunstnere op, hvis omgang med farver har den samme appetitdrevne, ekspressive styrke, som da Monet malede sine åkander og bød indenfor i farveland. Fauvismen skal have sin del af æren. Nok var den banebrydende kunstretning kun en kortvarig flirt (1905-07) for de involverede kunstnere – Matisse, Derain, Dufy og Vlaminck bl.a. Men dens betydning kan ikke overvurderes.

Se også:
Forårs-Paris for kunstelskere
De dyreste kunstværker i 2009