Skulle sommerferien gå til Frankrig, var det måske en idé at inkludere Versailles i visitten. På det overdådige kongeslot vises nemlig en enestående udstilling med kongelig beklædning fra det 17. og 18. århundrede – og med dansk islæt, skriver Le Monde.

Lånt i Europa
For at skabe denne udstilling med pragtfulde rober og udsøgte mandsdragter har franskmændene nemlig måttet gå låne-gang i England, Sverige, Danmark, Tyskland og Rusland.

Solgt til marskandisere
>Frankrig har ikke bevaret noget tøj, som Ludvig 14. Ludvig 15. og andre konger har båret<, forklarer Versailles direktør, Pierre Arizzoli-Clémentel. >I Frankrig havde man nemlig den tradition, at ved årets slutning forærede kongen det bedste fra sin garderobe til sin 1. kammerjunker, og dronningen gjorde det samme til sin 1. hofdame, som så solgte tøjet til parisiske marskandisere<.

Marie-Antoinettes kjole?
Direktøren peger dog på en lys kjole med broderede påfuglefjer, efter sigende skabt af modeskaberen Rose Bertin: >Den kan, ifølge overleveringen, have været båret af Marie-Antoinette<.

Stil-ikonet Ludvig 14.
Men trods manglen på fransk kgl. beklædning giver udstillingen dog rigt belæg for den store påvirkning, fransk mode havde på andre landes tøjstil. Tidens største stil-ikon (som vi vil kalde det i dag) var Solkongen, Ludvig 14. Han gjorde f.eks. hvide knapstøvler med røde hæle til mænd (et par fra Dresden er udstillet) samt pynt af ædelsten til den hotteste mode i datidens Europa.

Opfandt habitten
Det var også Solkongen, der opfandt habitten med jakke, vest og bukser, som blev efterlignet af alle Europas hoffer og den dag i dag er hovedhjørnestenen i mandens garderobe. Og konkurrencen mellem nutidens førstedamer, Michelle Obama og Carla Sarkozy, om at være smartest klædt, er i øvrigt vand i forhold til mode-kappestriden blandt hoffets damer i 1700-1800-tallet:

Gik sidelæns
Deres store kjoler bestod af 25 meter stof med corsage, fiskebensskørt og slæb. Damerne måtte passere døråbninger sidelæns samt lære af en balletmester at gå baglæns med deres slæb for at undgå at vende ryggen til dronningen.

Et år i mørke
Tøjet udstilles i dæmpet lys for at skåne det, og så skal hvert stykke tøj hvile i mørke i ét år for hver måned, det har været udstillet – så sart er det. Udstillingen kan kun ses på Versailles, og intet af tøjet vil i øvrigt optræde på andre udstillinger før tidligst i 2012.

>Fastes de cour et cérémonies royales<. Chateau de Versailles. Til 14. juni

www.lemonde.fr

www.chateauversailles.fr

Kommentar

Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk