Indisk kunst i søgelyset
torsdag 25.9.08
- Af Susanne Jørgensen
Først kom Kina, og nu buldrer også Indien ind på kunstmarkedet, skriver artprice.com. Indiens fremmarch som kunst-nation begyndte allerede i midt 1990’erne, hvor stærk økonomisk vækst i det store land gav basis for en ny generation af mæcener og kunst-elskere, som gerne ville investere i kunst skabt af deres landsmænd.
Pris-fest
Et eksempel på den pris-fest, som nogle indiske kunsterne for tiden oplever, er billedhuggeren Anish Kapoor. Da han først kom frem i 1980’erne, gik hans værker for omkring 100.000 kr. Men i de sidste fire år er de – især hans store alabaster-skulpturer – steget dramatisk. I juli i år blev en to meter høj alabaster-skulptur af Kapoor således solgt i London for over 16 mio. kr.
Eldorado
Auktionsfirmaer som Christie’s og Sotheby’s har opmuntret den indiske kunst-vækst med special-auktioner over indisk kunst. Næst efter Kina ser Indien nu ud til at blive det nye eldorado for samlere og folk, der vil spekulere i kunst.