Fabrikken der blev et kunstværk
torsdag 8.4.10
- Af Palle Schmidt
Kunstneren Paul Gadegaard omdannede igennem en årrække en trist fabriksbygning i Herning til et fantastisk stykke kunst.
Der kan kun gives én garanti for skjorter, og det er, at de kryber,« sagde Aage Damgaard, den kunstglade, visionære skjortefabrikant. Kunsten derimod vokser. Og i hans hoved blev det hurtigt ikke nok med et kunstværk eller to i hans lidt triste, grå fabriksbygning, der husede Angli i udkanten af Herning. Der skulle noget større og mere unikt på banen. Visionerne fik næring, da han så nogle malerier af Paul Gadegaard. Det var kunsthandleren Børge Birch, om hvem man kunne sige meget, men aldrig at han led af falsk beskedenhed, som havde overtalt Damgaard til at komme til København og se på noget af den nyeste kunst.
Fabrikanten så lyset Damgaard kikkede på Gadegaards malerier. De forestillede ikke noget og lå langt fra de billeder af Jens Søndergaard, som Damgaard og hans kone beundrede. Men billederne pirrede. Der var noget helt specielt over formerne. Og farverne. Damgaard ville møde Gadegaard personligt, hilse på og få sig en snak med kunstneren. Gadegaard stod på et stillads ude i udstillingshallen Forum, hvor han malede på nogle megastore billeder. Det var her, Damgaard så lyset. Gadegaard skulle selvfølgelig male nogle billeder til hans fabrik hjemme i Herning. Det blev starten på et eventyrligt kunstnerisk samarbejde mellem fabrikanten og kunstneren.
Den abstrakte kantine
Begyndelsen var overskuelig. Gadegaard skulle udsmykke Angli-fabrikkens kantine med nogle store lærreder. Pressen skrev begejstret om »den abstrakte kantine«, mens de ansatte sagde, at de lige skulle vænne sig til den. De fik nu ikke lang tid til det, for Aage Damgaad var begyndt at kikke sig om efter mere plads. Han puslede med tanken om at bygge nyt, bad også arkitekten Arne Jacobsen lave et udkast, men så flaskede det sig så heldigt, at den navnkundige trikotagefabrikant Niels Krøjgaards fabrik blev sat til salg. De moderne tider var ikke lige hans sag. Han foretrak at lukke. Og så var det, at Damgaard bød, købte og mødte op med en check på det aftalte beløb.
Medarbejderne en del af kunstværket Fabriksbygningen, som Aage Damgaard overtog, blev døbt Den Sorte Fabrik. Og Paul Gadegaard flyttede med. Damgaard bad ham totaludsmykke fabrikken. Dét, som Gadegaard gik i gang med i 1954, og som først stod endelig færdigt i 1960, var måske nok i begyndelsen tænkt som et eksperiment – kunne konkret kunst tilpasses et moderne industrimiljø? – men det endte med at blive et værk helt ud over det sædvanlige. Og uden sidestykke også i europæisk sammenhæng. Et ‘gesammtkunstwerk’. En total kunstinstallation, hvor de ansatte så at sige bevægede sig rundt i og selv blev en del af værket. Om de ansatte var begejstrede? De blev det hen ad vejen.
Fyrværkeri af farver Inden døre stod den på et fyrværkeri af farver. Pangfarver af den slags, der virkelig går lige i nethinden. Rene farver. Stærke farver. Gadegaard havde opnået, hvad han ville: At afmytologisere kunsten ved at få den til at fungere i hverdagen. Det var derfor med mere end vemod, at han måtte se sit livsværk forsvinde, da Angli-fabrikken i 1965 blev solgt og siden revet ned. Paul Gadegaards livsværk var definitivt gået tabt. Det lykkedes dog Herning Kunstmuseum at redde nogle af møblerne og det øvrige inventar, som i dag kan ses på museet.