Wilhelm Freddie med egne værker, Aalborg Kunstmuseum ca. 1986.
Surrealisme: Wilhelm Freddie hyldes
mandag 16.2.09
- Af Palle Schmidt/Foto: Statens Museum for Kunst og Polfoto
Wilhelm Freddie var den fornemste repræsentant for surrealisme herhjemme. I anledning af hans 100-års fødselsdag hylder Statens Museum for Kunst ham med en imponerende udstilling, der viser hele hans forunderlige univers.
Få kunstnere har formået at provokere som Wilhelm Freddie (1909-1995). 2009 er året, hvor han ville være fyldt 100 år, og det fejrer Statens Museum for Kunst med særudstillingen ’Wilhelm Freddie. Træk gaflen ud af øjet’, opkaldt efter en af Freddies egne udstillinger, der med sine groteske og grænseoverskridende værker blev lukket af politiet og sikrede Freddie en tur i fængsel for pornografi.

I sit selvportræt fra 1936 har Freddie blotlagt hjernen og i kinden indsat en lås og nøgle, måske som en opfordring til beskueren om at åbne og kikke ind.
Voksede op blandt fragmenter af mennesker
Men Wilhelm Freddies hang til det anderledes, groteske og provokerende startede allerede i barndommen: Faderen var laboratoriemester på Patologisk Institut på Københavns Universitet, og da der fulgte en embedsbolig med, blev fragmenter af mennesker i sprit, indvolde og fostre i glas en del af Wilhelm Freddies opvækst. Freddie fik således allerede i barndommen smag for det anderledes og groteske og at dét, vi normalt forstår ved skønhed, godt kan stå til diskussion.
Surrealismens historie
Surrealismen var opstået i 1920’ernes Paris blandt en lille gruppe kunstnere og intellektuelle med André Breton som åndelig leder og med senere deltagelse af kunstnere som Salvador Dalí, René Magritte og Max Ernst. Surrealismen hentede inspiration i psykoanalysen og det underbevidste, og Freddie fortalte senere, at han havde stiftet bekendtskab med den nye kunst-retning igennem tidsskriftet ‘La révolution surréaliste’. Og dér kom på sporet af det maleri, han efterfølgende helligede sig og også varierede og fornyede igennem årene.

‘Zolas skrivebord’ (1936) er et hovedværk blandt Freddies objekter. Objektet er opbygget af en gine, som Freddie har lagt ned. På maven en pistol og pen og blæk. Ned fra ginens hals hænger et glas med et fragment i sprit med hilsen fra barndommens laboratorium på Patologisk Institut.
Introducerede surrealisme i Danmark
Wilhelm Freddie introducerede i 1930 surrealismen herhjemme. Det skete med maleriet ‘Frihed, Lighed og Broderskab’. Billedet vakte både opsigt og forargelse, og når Freddie kom ud på Den Frie, var maleriet som regel pillet ned af væggen og stillet med bagsiden udad. Kritikken var hård og superlativerne til at overse. Et blad skrev direkte: ”Manden har jo hul i hovedet.”

Med dette maleri med titlen ‘Frihed, Lighed og Broderskab’ introducerede Wilhelm Freddie i 1930 surrealismen i Danmark. Billedet vakte opsigt og fik en hård medfart af kritikken.
I fængsel for pornografi
I 1937 lykkedes det ham virkelig at lave rav i den. Det skete med udstillingen ‘Træk gaflen ud af øjet på sommerfuglen. Sexsurreal’, hvor Freddie blandt de udstillede arbejder viste objektet ‘Sex-paralysappeal’, hvor han på en kvindebuste havde malet en penis på kvindens kind. Politiet mødte op, lukkede udstillingen og beslaglagde alle værkerne. Freddie blev efterfølgende dømt for pornografi og måtte en tur i fængsel, mens pressen kaldte hans arbejder for ”en seksual-manikers modbydelige påfund”.
Hvad sagde jeg!
Wilhelm Freddie var stort set virksom helt frem til sin død i 1995, 86 år gammel. Og kunne med alderdommens arrogance endelig udbryde: Hvad sagde jeg!
Se også:
RIFT OM SEXPARALYSEAPPEAL