Giacometti formede altid sine langstrakte, tynde mænd
gående og kvinder stående.

Langstrakte, tynde menneskefigurer, formet i mørk og knudret bronze – det er sådan, de fleste kender Alberto Giacometti. Men hans kunstnerkarriere startede et helt andet sted.
Alberto Giacomettis far var den postimpressionistiske maler Giovanni Giacometti, så drengen voksede op omgivet af kunst og kunstnere. Allerede som 10-årig mestrede han tegnekunsten til naturalistisk fuldkommenhed, og da han var 18 år gammel, kom han på kunstskole i Geneve, hvor lærerne med det samme bemærkede hans talent. Blyanten lå godt i den unge Giacomettis hånd.

Døden som følgesvend

Giacometti var i sine unge år Adam i Paradis, indtil han under en studierejse til Rom oplevede et dødsfald på nærmeste hold. Resten af livet fulgte døden, det makabre og forfærdelsen ham.

Tre stående kvinder.

Busterne var et af de temaer,
som Giacometti arbejdede
intenst med.

Efter hjemkomsten fra Italien rejste Giacometti hurtigt videre til Paris. Her arbejdede Giacometti i årene fra 1922 til 1925 for billedhuggeren Émile-Antoine Bourdelle, som sideløbende drev en estimeret skulptørskole, hvor Giacometti fulgte undervisningen og blev fascineret og optaget af skulpturens mange muligheder.

Inde i varmen

Samtidig besøgte han hyppigt Musée de l’Homme-samlinger af stamme- og Stillehavskunst, hvor de høje, slanke totemfigurer givetvis har inspireret Giacometti i hans søgen efter et nyt skulpturelt udtryk.
Efter sine fire år hos Bourdelle kastede Giacometti sig ud i en række eksperimenter og skabte opmærksomhed med sine skulpturer. Den surrealistiske avantgarde med André Breton som førerhund fik øje på ham og inviterede Giacometti ind i varmen, og pludselig var han blandt de hotte i Paris. Picasso fulgte intenst Giacomettis arbejde med skulpturen, mens forfatteren Jean-Paul Sartre skrev om værkerne, at de er »et udtryk for angsten og fremmedgørelsen i det 20. århundrede.«

Gennembruddet

I 1935 kom det til et brud imellem Giacometti og surrealisterne. Giacometti var begyndt at arbejde efter model igen, hvilket ikke behagede André Breton. Bruddet med surrealisterne var definitivt.
I tiden herefter lavede Giacometti miniskulpturer så små, at de kunne ligge i en hånd. De bittesmå skulpturer førte siden direkte over i projektet med de høje, supertynde skulpturer i mørk knudret bronze og dermed til det store internationale gennembrud på Biennalen i Venedig i 1956.
Et af Giacomettis sidste arbejder var et selvportræt, som viser en mand hurtigere ældet end de kun 65 år, han blev.