Sit egentlige gennembrud fik Helene Schjerfbeck først i 1937, da hun var 75 år gammel, med sin udstilling i Gösta Stenmans galleri i Stockholm. Som så mange andre kvinder i skabende fag led hun under, at samfundet endnu ikke accepterede kvindens frie valg af erhverv.

En anden faktor, der vejede tungt, var, at hjemlandet Finland havde været midt i dets selvstændigheds-kamp i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Schjerfbeck skulle blomstre. Der havde ikke været plads til anden kunst end den nationale, og hjemlandet havde derfor ikke forstået hendes franskinspirerede værker.

Eftertiden har tolket Helene Schjerfbeck som en indadvendt og sky person, der isolerede sig på landet i Finland efter sine produktive rejseår. Schjerfbeck forblev ugift efter en brudt forlovelse med en engelsk, unavngiven maler og blev boende sammen med sin mor livet igennem. Stilheden i hendes liv, hendes dårlige helbred og halten, som skyldtes det hoftebrud, hun pådrog sig ved et fald ned ad en trappe som fireårig, er blevet udlagt som katalysatorer for hendes kunstneriske virke.

Hun er blevet sammenlignet med Edvard Munch og er blevet kaldt ’Nordens Frida Kahlo’ med henvisning til, at også denne kvindelige maler led af et alvorligt handicap gennem sit liv. Måske var det disse påvirkninger, der fik Helene Schjerfbecks kunstneriske åre til at flyde stærk og uhindret.

Under alle omstændigheder er hun endnu i dag en af Nordens store, kvindelige malere, der trods indre og ydre modstand turde blive ved at stole på den spirende modernismes nye og anderledes toner gennem sit liv som kunstner.

Et af Helene Schjerfbecks mest berømte værker, ’Rekonvalescenten’ fra 1888, fortolkes som et symbolsk selvportræt.	’Kone ved kakkelovnen’, 1893. Kvinder var et af Helene Schjerfbecks foretrukne motiver.
Selvportræt på sort baggrund, 1915. Her bruger Helene Schjerfbeck enkle, farvede flader til at skabe et portræt.	Selvportræt, 1945, året før Helene Schjerfbecks død. Her er ansigtet reduceret til blot en samling streger.