Den tysk-polske guldaldermalerinde Elisabeth Jerichau Baumann fik en fornem, international karriere – men i hendes mands hjemland Danmark gik der nogen tid, før hendes talent blev påskønnet. Eftertiden har heller ikke skænket hende megen opmærksomhed, men nu kommer der både en biografi og en udstilling på Kvindemuseet i Århus om hende.

Det hele er resultatet af, at journalisten og forfatteren Max Bendixen var i audiens hos dronning Margrethe for at takke for Den Kongelige Belønningsmedalje for sit 50-års jubilæun i Berlingske-koncernen. "Her talte jeg med med dronningen om Elisabeth Jerichau Baumann, og hendes interesse gav mig yderligere lyst til at skrive en bog om den meget spændende kunstnerinde, " fortæller Max Bendixen. "Dronningen betegnede kunstneren som en rigtig verdensdame, og den titel har jeg givet min kunstbiografi."
 
Skæbnemøde i Rom
Rom blev Elisabeths livsskæbne, for dér mødte hun den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau, forelskede sig og blev viet til ham i Det Preussiske Gesandtskabs Kapel på Kapitol efter blot to måneders forlovelse. Sammen vendte de hjem til Danmark og bosatte sig i København – han som professor ved Kunstakademiet fra 1849, hun som succesrig og snart vidt berejst billedkunstner, som skabte sig en karriere og blev selv erhvervende malerinde livet igennem.

Fra tidligste færd i Danmark kom Elisabeth Jerichau Baumann til at elske sin mands fædreland og vandt hurtigt indpas i hans store omgangskreds. Skønt hun var en fremmed fugl, klarede hun sig godt i kraft af sit medfødte stærke og lyse sind, og med sin glimrende sprogsans lærte hun sig dansk på få måneder.

Det lykkedes Elisabeth Jerichau Baumann at skabe respekt om sig selv og sin billedkunst, der nød interesse i de højeste, sociale kredse med kunder som kejser Napoleon, konger og dronninger, bl.a. kong Georg og dronning Olga af Grækenland, dronning Caroline Amalie, som blev hendes gode ven, Frederik 7., dronning Louise – ligeledes en trofast ven – og Christian 9.

Den første virkelige anerkendelse her i landet opnåede hun med sit portræt ‘Danmark’ i 1851 – det medførte en vis popularitet på grund af sit nationalsymbolske, allegoriske motiv. Hun formåede at skabe økonomisk sikkerhed for familien og børnenes opdragelse, fastholde sin egen idenfrontkæmper titet og tilmed være i fortsat kunstnerisk udvikling.

Vidt berejst
Elisabeth Jerichau Baumann var altid meget på rejse. Som oftest alene, og med stor selvfølgelighed færdedes hun i St. Petersborg, Tyrkiet – hvor hun helt exceptionelt fik lov til at male i sultanens harem – og Grækenland, England, Egypten, Tyskland og ikke mindst i Italien og Rom, hvor hun havde atelier og arbejdede i lange perioder.

Overalt skabte hun nye bekendtskaber, og introduktionsskrivelser fra og til indflydelsesrige mennesker åbnede mange kredse for hende. Men efterhånden som Jens Adolf Jerichau foretrak et tilbagetrukket liv på sin gård ved Jægerspris på afstand af sin hustru og børnene, ændrede tilværelsen sig. Det blev nu tvingende nødvendigt for Elisabeth at rejse ud i verden. Ganske vist havde hun arvet et uroligt sind efter sin mor, men først og fremmest skulle der skabes indtægter til børnenes opdragelse – og det blev der.

Hun havde fået ni børn, hvoraf hun mistedede to som ganske små. To andre led af mental sygdom – de fem raske børn skulle have en opvækst, der svarede til det niveau, de var født på. Men hun var altid ulykkelig, når hun skiltes fra dem. Elisabeth Jerichau Baumann formede sin egen karriere. Inspirationen og motiverne fandt hun på sine rejser, hendes portrætter var eftertragtede, og desuden var hun en glimrende forretningskvinde. "Mine kunder er at finde i udlandet – ikke i Danmark," har hun udtalt. Den holdning ændrede sig dog heldigvis.

Kvindemuseet i Danmark 
Udstillingen ‘Verdensdamen’ finder sted fra begyndelsen af maj og tre måneder frem.
Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C, www.kvindemuseet.dk

MAX BENDIXEN: Verdensdamen, 248 kr. Forlaget Pegasus, 8270 Højbjerg

Elisabeth Jerichau Baumann udførte utallige nationale og internationale opgaver for kongehuse, adel og tidens kulturpersoner. Desuden skabte hun gennem sine mange breve, erindringer og rejseoplevelser et smukt og blivende forfatterskab.Selvportræt malet ca. 1850. (Frederiksborg Museet).	‘Havfruen’, der er malet i 1873, regnes for et af Elisabeth Jerichau Baumanns allerbedste billeder. (Ny Carlsberg Glyptotek).
Da malerindens lille datter Louise lå syg, læste husvennen H.C. Andersen historen ‘Engelen’, for hende, mens søsteren Sofie sidder på skamlen ved hans fødder. De andre børn – næsten skjult af sengeforhænget – lytter med, og Elisabeth Jerichau Baumann forevigede scenen. (Odense Bys Museer).	‘Orientalsk dreng’ af Elisabeth Jerichau Baumann blev solgt hos Bruun Rasmussen.