Da den 32-årige cand.merc. i marketing Martin Guise under et besøg i London blev opmærksom på et meget specielt billede af en 5-årig dreng i et katalog for en kunsthandel, blev han straks fyr og flamme. Professor Steffen Heiberg havde nemlig identificeret modellen, der er klædt i fløjl med sølvbesætning og kniplinger, som Christian 4.s søn Ulrik, og Martin, der er en sand elsker af kunst og kultur, besluttede på stedet, at billedet skulle hjem. Han opsøgte derfor Rosenborgs direktør Niels-Knud Liebgott, som dog meget beklagede ikke at have råd til billedet af prinsen, der var det mest sympatiske og sandsynligvis også det klogeste af kongens mange børn.

Fond bevilgede 1,7 mio. kroner
Martin, som selv er passioneret antik-samler og medvirkede i Antik & Auktion nr. 3, 2010 med sit bedste fund, var dog ikke til at standse. Så derfor blev han tilknyttet som praktikant med det formål at skaffe pengene via fondsmidler, og hans anstrengelser blev kronet med held. Flere gav tilsagn om et bidrag, men Augustinusfonden, som han opsøgte personligt, bevilgede med kun én dags betænkningstid hele beløbet på 1,7 mio. kroner. På maleriet står Ulrik, som med nutidens øjne mest ligner en pige, med en hyacint, der signalerer rigdom og fornemhed, for på hans tid var løgplanter sindssyg dyre. 

Prinsens legekammerat
En lille hund hopper op ad ham, og den kan slet og ret være symbol på trofasthed, men måske er den virkelig prinsens legekammerat. I fornemme kredse dengang gav man ofte børnene selskab af hunde, fordi man troede, at de tiltrak eventuelle sygdomme, så barnet gik fri.

Det første maleri af Ulrik
Da Ulriks mor, dronning Anne Cathrine, kom til Danmark fra Brandenburg, fik hun malet et billede af sin yndlingshund, der netop er af samme race, så mon ikke hendes kæledyr blev ophav til Ulriks livlige legekammerat? Mens Rosenborg er rigt på billeder af Christian 4. og hans familie, er dette maleri af Jacob van Doort det første af Ulrik, og det har fået sin plads i den såkaldte skrivestue.

LÆS OGSÅ: Roslin af Christian VII til Danmark

Kommentar

Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk