Fad af kongelig hofleverandør
fredag 15.10.10
- Af Hans Jørgen Petersen
Jeg har for nogle år siden erhvervet mig dette fad, som jeg synes er utrolig smukt. Jeg ved kun, at det skulle stamme fra England. Jeg er selvfølgelig interesseret i, hvor gammelt det er, og hvem der har produceret det. Fadet måler: b. 39 cm, l. 50 cm.
Allan A. H. Gentofte
SVAR: Det meget flotte fad er fremstillet af Josiah Wedgwood (1730-1795), en af Englands mest alsidige keramikere. Han startede i 1759 med en produktion af såkaldt flødefarvet stengods. Da den engelske dronning Charlotte modtog et testel, blev hun så begejstret for dette materiale, at hun gav det navnet Queensware og udnævnte Wedgwood til kongelig hofl everandør, hvilket naturligvis var med til at gøre hans produktion endnu mere eftertragtet. I 1768 var Wedgwood i stand til at bygge en fabrik i en landsby i Staffordshire, som han kaldte Etruria. Her fremstillede han også stel med trykte dekorationer, hvilket var både hurtige og billige dekorationer. Fabrikken eksisterer stadig, og i dag er navnet nok mest kendt for produktionen af det kendte lyseblå uglaserede såkaldte Jasperware med hvide dekorationer i relief. Deres fad har i dag en auktionsværdi af ca. 3.000 kr.
Hans Jørgen Petersen
Se hvad læserne ellers har indsendt!
Fra læser til læser:
Har du flere informationer om den indsendte ting? Måske ejer du selv samme genstand, eller måske har du ledt efter den i årevis. Skriv ekstra informationer eller fortæl om dit personlige forhold til genstanden. Skriv det i kommentarfeltet her nedenfor. Husk at skrive koden i det rette felt, inden du trykker på knappen send.