Jeg har arvet et ur, som har gået i arv i generationer fra min farfars farfars fars bror, kgl. hofsnedkermester Jens Nyebølle (1780-1860), til mig. Familiehistorien fortæller, at Jens Nyebølle selv har lavet foderalet til urværket, som er konstrueret af urmagermester N.E. Ziegenhirt. Hans navn står på urtavlen. Virker det sandsynligt? Og passer stilen og tiden med hinanden? Der er ingen synlig signatur på urkassen. Har den et særlig dansk stilhistorisk træk? Selve uret er forsigtigt renoveret af en antikurmager i Malmø og er i god kondition. Desværre er selve slagklokken ikke original, og jeg tror, der har været en slags klokkespil i den venstre side, hvor der mangler et lod. Mon dette kan rekonstrueres af en dansk antikurmager? Hvad ville være en passende forsikringsvurdering?
F. Nyebølle, Sverige

Svar: Det er et meget fint ur, De har arvet. Flot skive og smukt værk. N.E. Ziegenhirt var en af Danmarks førende urmagere, der i 1755 blev udpeget som urmagerlavets første oldermand – den øverste repræsentant for lavet. Han havde stor betydning for sit fag, og hans ure er meget eftertragtede også i dag. Urkassen – eller foderalet, som det hedder på svensk – er der heller ikke noget i vejen med, men tidsmæssigt passer den slet ikke sammen det ca. 100 år ældre ur. Det ser ud, som om den er af birketræ. Man kan på et af de tilsendte billeder se på ophænget, at uret har siddet i en anden urkasse, som formentlig er gået til. Så har Hofsnedker Nyebølle – Deres tiptipoldefars bror – formentlig engang i midten af 1800-tallet fremstillet en ny. Det har betydning for vurderingen, at det ikke passer sammen. Og da en forsikringsvurdering ligger 2-3 gange over auktionsvurderingen, lyder den på ca. 25.000 kr. 
Anders Fredsted

Se flere af læsernes indsendte antikviteterher.

Kommentar

Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk