Hvad er det værd?
Speciel bil
torsdag 3.3.11
- Af Hans Hedegård
Jeg skriver, fordi jeg satte denne gamle bil til salg i Den Blå Avis for 1.000 kr., og ti minutter senere var der en, der ville købe den, og så tænker man jo automatisk, om den måske er mere værd? Jeg har fået den af en kammerats farmor, da vi ryddede hendes kælder for ca. 25 år siden.
Thomas D., 2730 Herlev
SVAR: Det er en lidt usædvanlig bil, og jeg kan godt forstå, du har fået reaktioner på den annonce, du satte i avisen. Universalbilen fra ca. 1950 i original æske med alle delene intakt er et særsyn nu til dags. Der var mange danske legetøjsproducenter fra 1940’erne og til midten af 1950’erne, og Mosoloff på Rossinisvej i København var en af dem. Universalbilen er fremstillet i en atypisk størrelse, fra før producenterne stiltiende blev enige om at benytte det fælles skalaforhold 1:43. Bilen er som sagt speciel, men det er i dag primært Lego og Tekno, der interesserer samlere, og det er derfor især disse mærker, der rykker rent prismæssigt. Så dit eget prisforslag på 1.000 kr. er faktisk en ganske fornuftig vurdering.

Hans Hedegård, Frederiksberg Auktionshus
Se flere vurderinger:

Japansk penselholder

Fin skidtfisk