Ukendte glas
mandag 9.3.09
- Af Michael Bloch
Vores ekspert kender ikke disse glas - men har du et bud på glassenes navn og oprindelsesland, så skriv venligst en kommentar.
Jeg har i flere år forsøgt at finde ud af oprindelsesland og navn på disse rød- og hvidvinsglas, men forgæves. Så nu håber jeg, at Antik & Auktion kan hjælpe mig. Glassene er 16 og 17 cm høje, og hvidvinsglasset er lysende grønt, nærmest gulgrønt. Jeg forestiller mig, at min familie har købt dem omkring 1920. Mon det er muligt at finde flere af dem på et loppemarked?
J.S. Roskilde
Svar:
Jeg har aldrig set dem før, og det er absolut ikke danske glas. Måske er de bøhmiske, det er svært at sige. Jeg kan kun gisne, men jeg tror, det bliver vanskeligt for Dem at finde flere. Det vil også være noget af en tilfældighed, om man skulle støde på navnet. Måske kan en læser hjælpe?
Michael Bloch
Kan du hjælpe J.S. om navn og/eller oprindelsesland, så skriv en kommentar nedenfor eller send en mail til redaktionen