Fin skidtfisk
mandag 15.2.10
- Af Sabrina Ulrich-Vinter
Jeg vil gerne have dette hovedvandsæg vurderet. Det er stemplet 830 S og et eller to andre stempler, som består af nogle bogstaver, som jeg desværre ikke kan tyde. Begge stempler er inde i hovedvandsægget og kan ses, når man åbner det. Der er i alt tretten røde såkaldte ’flusser’ – elleve ned ad ryggen og to som øjne. På forhånd tak.
Susanne J., 6230 Rødekro
SVAR: Ud fra din beskrivelse af stemplerne kan jeg fortælle, at dit hovedvandsæg er lavet i begyndelsen af 1900-tallet. De tidlige fiskeformede typer er fra starten til midten af 1800-tallet. Der blev ikke lavet ret mange af disse tidlige fi skeformede, leddelte hovedvandsæg, og de er derfor meget eftertragtede blandt samlere. Stemplet 830 på din fisk viser, at den er lavet noget senere, for man begyndte først at stemple på den måde i 1900-tallet. De sene fiskeformede hovedvandsæg kaldes derfor spøgefuldt for ’skidtfisk’. De røde flusser er slebet glas og var meget anvendt som dekoration på hovedvandsæg, især i Sønderjylland. Vurderingen ligger på 800-1.200 kr.
Sabrina Ulrich-Vinter
Se flere af læsernes antikviteter her.