Skal maleriet til storskrald?
torsdag 7.10.10
- Af Jeanette Trefzer
Jeg har arvet dette blomsterbillede, som er i glas og ramme. Jeg kan ikke oplyse meget om det, for kunstneren har ikke signeret det. Men hans bror har skrevet en lille notits bagpå, hvor der står, at det er N.P. Bolt, der har malet det. Jeg vil gerne vide, om det er noget værd, eller om jeg bare kan sætte det til storskrald.
Jane H. 4600 Køge
SVAR: Værker af N.P. Bolt (1886-1965) er med jævne mellemrum til salg på auktion. Ofte drejer det sig om blomsteropstillinger udført i pastel på papir, hvorfor der tit er glas foran for at beskytte den lidt følsomme pastelfarve. Billederne er gerne meget farverige og dekorative, noget der kan pynte på enhver væg. Bolt lavede en del af disse blomsteropstillinger uden de store variationer, og priserne er da også på det jævne. Jeg kender ikke målene på billedet her, men tænker, at det er et mellemstort billede på måske 50 x 40 cm. Det vil således typisk kunne indbringe mellem 500 og 1.000 kr. på auktion, og man skal måske nærmere finde anden måde at sælge det på. Men at sætte det ud til storskrald vil da være synd. I øvrigt ser vi ikke så sjældent, at usignerede værker senere er forsynet med en forsikring fra et af kunstnerens familiemedlemmer om, at billedet er ægte nok. Det er næsten lige så godt som en signatur fra kunstnere, som dog er at foretrække og foretrækkes af mange kunstkøbere.
Jeanette Trefzer, Kunstauktioner, Bruun Rasmussen
Se også:
Fra læser til læser:
Har du flere informationer om den indsendte ting? Måske ejer du selv samme genstand, eller måske har du ledt efter den i årevis. Skriv ekstra informationer eller fortæl om dit personlige forhold til genstanden. Skriv det i kommentarfeltet her nedenfor. Husk at skrive koden i det rette felt, inden du trykker på knappen send.