Louise Campbell
fredag 6.6.08
- Af Palle Schmidt
Louise Campbell designer meget andet end møbler – bl.a. keramik, glas og lamper. Men hun fik for alvor sit gennembrud i 2002 med 'Prince Chair'.
Hun kunne næsten ikke få større ros end dén, dansk designs grand old lady Nanna Ditzel serverede i et interview, hvor hun blev spurgt om, hvad hun syntes om den nye generation af møbeldesignere:
»Jeg oplever meget talent, og hvor der i min generation har været lidt langt imellem kvindelige møbeldesignere, træder flere og flere frem i disse år. Jeg synes f.eks., at en pige som Louise Campbell er meget talentfuld. Hun er dejlig fandenivoldsk, tør prøve grænser af, og de ting, hun har vist, vidner om et stort kreativt overskud.«
I dag må Nanna Ditzel glæde sig i sin himmel, for det går godt for Louise Campbell. Rigtig godt. Akkurat som Nanna Ditzel designer Louise Campbell også meget andet end møbler – bl.a. keramik, glas og lamper. Men hvis vi holder os til møbeldesignet, så sparkede Louise Campbell (f. 1970) godt og grundigt til dansk møbeldesign, da hun tilbage i 2002 viste et udvalg af sit design på Dansk Design Center.

'Prince Chair' er oprindeligt skabt til en konkurrence i 2001,
hvor opgaven var at designe en stol til kronprins Frederik.
Louise Campbell vandt ikke, men stolene er siden med stor
succes blevet sat i produktion af HAY, Copenhagen. De er
udført i laserskåret metal og vandskåret gummi.
Udstillingen kaldte hun for ‘Quick, quick, slow’ med henvisning til arbejdsprocessen som møbeldesign, »hvor deadlines kræver ekstremt hurtige forløb, mens det kreative arbejde med eksperimenter i former og materialer samt selve fremstillingsprocessen er en meget langsom proces.«
Selv siger hun: »Jeg kan ikke rigtig finde ud af at lave noget, der ligner alt det andet.« Og det gør hendes møbler så sandelig heller ikke. Fra midten af 1990’erne og op til i dag har Louise Campbell skabt en lang række overraskende anderledes og stærkt originale møbler.