En lille samling af de farvestrålende kander fra 1955, Kobenstyle, som
mange kender. Men det er de færreste, der ved, de er tegnet af Jens
Quistgaard, som også er mester for de gedigne skærebrætter, som
bliver brugt til daglig hos familien Guldberg.
Jens Quistgaard: Populær – men næsten ukendt
onsdag 3.3.10
- Af Lone Agersted, Foto: Torben Djenner
Jens Quistgaard var en international design-succes i 50’erne og 60’erne. Nu er hans ting igen populære, og en ny film fortæller historien om ham
Anker-Line, Flamestone, Rare Wood, Kobenstyle, Fjord – navnene støder man ofte på i auktionskataloger og hos handlende. Men hvem er manden bag alle disse ting, som nu igen er blevet moderne? Det er Jens Quistgaard, og i slutningen af januar er der premiere på en dokumentarfilm, der tegner et billede af ham. Filmen er et resultat af lektor Stig Guldbergs fascination af Quistgaards livslange indsats.
Salatskålen fra ca. 1957 er et eksempel på Quistgaards fremragende sans for formgivning. Hans teknik med stavlimet træ var banebrydende. Det krævede mindre træ, og stavene danner et smukt mønster og giver overfladen liv.
Ingen information om Quistgaard
Det hele begyndte, da Stig Guldberg fik bestikket Toke i hånden. - Da jeg første gang så bestikket, var jeg allerede begyndt at interessere mig for design. Jeg var på det tidspunkt fagkonsulent i design, og vi var i det små begyndt at købe møbler af navne som Finn Juhl, Wegner og Charles Eames samt lamper af PH. Men mødet med bestikket Toke, der har stavlimet bambus som skaft, ændrede min oplevelse af bestik. På loppemarkeder her i Århus fandt jeg i min jagt på mere af dette bestik hele tiden nye markante arbejder af Jens Quistgaard. Jeg undrede mig derfor over, at det var svært at få noget ordentligt at vide om ham. Der var nærmest ikke noget materiale om denne meget alsidige designer, siger Stig Guldberg.
Der er dækket op med det tidstypiske stel Flamestone fra 1958, der hos Eslau i Sengeløse blev produceret især til det amerikanske marked. Men det dukker også ofte op på loppemarked herhjemme og blev for nogle år siden igen sat i produktion. Marmeladekrukken er fra stentøjsserien Relief, der blev fremstillet på Kronjyden ca. 1960.
Opsøgte ham selv
- Ved et tilfælde fik jeg at vide, at han stadig levede, at han var næsten 80 og still going strong. Jeg kontaktede ham derfor for at få mere at vide om hans arbejde og produktion. Det førte til en længere brevveksling. Han var et usædvanligt menneske med mange talenter, siger Stig Guldberg. - Jeg besøgte ham mange gange, og da jeg blev kontaktet af fotografen Finn Mathiasen fra ABC film, var tanken nærliggende om at lave en film, der skildrer hans livsværk. Optagelserne begyndte i foråret 2005 og strakte sig til efteråret 2007, fortæller Stig Guldberg. Filmen bliver helt sikkert til glæde for alle de unge, der interesserer sig for begrebet retro uden at vide, hvem der har skabt alt det, der i disse år bliver genopdaget.
Designer Jens Quistgaard
Jens Quistgaard (1919-2008) grundlagde i 1954 sammen med den amerikanske forretningsmand Ted Nierenberg firmaet Dansk Designs. Han høstede mange internationale priser for sine værker og er repræsenteret på Museum of Modern Art og Metropolitan Museet i New York, Victoria & Albert i London og Louvre i Paris. Herhjemme kan man se hans ting på Kunstindustrimuseet.
Filmen om Jens Quistgaard ‘En gryde til min kone’ udkommer på forlaget Klim på dvd og ledsages af en illustreret booklet skrevet af Stig Guldberg. Den kan købes i boghandlen eller bestilles via nettet på Jensquistgaard.com
Se også:
Café i ren 50'er-stil
50'er-fund
På museum: En duft af 50’erne
Fabricius & Kastholm: Smukt møbeldesign
Ron Arad - designer med auktions-tække