Bodil Kjær, arkitekt. født 1932

Bare spørg 007. Den britiske superagent James Bond har i to film – ‘From Russia with Love’ og ‘You only Live Twice’ – rundet interiører, hvor Bodil Kjærs superraffinerede skrivebord var en del af møblementet.

Bordet tegnede Bodil Kjær i 1959, og det udmærker sig ved sin lette elegance.
Bordet består af en rektangulær plade med fire indfældede skuffer, placeret på et spinkelt understel i børstet stål, som får bordpladen synsmæssigt til at svæve.
Ifølge Bodil Kjær selv er ideen med bordet, »at det skal harmonere med moderne kunst og arkitektur.«

Hun kalder det også for »et friere og utvungent arbejdsbord.«
Bodil Kjærs sofistikerede bord er så originalt, at ingen har vovet at plagiere det, og selv om det oprindelig var tænkt til kontorlandskaber, måtte først prins Philip have ét til de royale gemakker, så skuespilleren Michael Caine og nåh ja, så selvfølgelig også 007-rolleindehaveren Sean Connery. I dag handles bordet på auktionerne til pebrede priser, dvs. til hammerslag over 100.000 kr. plus det løse.

Bodil Kjær (f. 1932) har haft det meste af sit virke i udlandet. For selv om den jyske gårdmandsdatter startede på Frederiksberg Tekniske Skole, så rykkede hun efterfølgende til udlandet, hvor hun fortsatte sin uddannelse på den prestigefyldte A.A. School of Architecture i London, hvor hun i 1969 etablerede egen tegnestue. Senere rykker Bodil Kjær til USA, hvor hun i årene frem arbejdede med sit innovative design med afstikkere til andre destinationer, bl.a. til Italien, hvor hun blandt flere opgaver indrettede kontor- og arbejdsmiljøer for bilgiganten Alfa Romeo.


 

Kommentar

abonnement
Aller Media A/S © 2014 - www.aller.dk