Wallanders succes skyldes svensk design
mandag 15.12.08
- Af Susanne Jørgensen
Den svenske forfatter Henning Mankells krimier om den tungsindige kommisær Wallander i tåge-indhyllede Ystad er også populære i Storbritannien. Og nu har The Guardians design- og arkitekturanmelder, Stephen Bayley, analyseret sig frem til hvorfor: Succesen skyldes simpelthen Mankells minutiøse beskrivelser af biler, møbler og bygninger i bøgerne.
Psykologisk tilstand
Vi lærer detektivens sindstilstand at kende gennem steder og ting: En beskrivelse af et trist men højeffektivt og nådesløst moderne provinshotel i Sverige hensætter straks læseren straks i en foruroligende psykologisk tilstand, mener Bayley. Han fortæller videre, hvordan godt design er meget vigtigt i Sverige, hvor så meget af livet foregår indendørs på grund af de barske vejrforhold. Og at godt design i begyndelsen af forrige århundrede blev udbredt til alle svenskere og ikke kun de rige takket være det svenske Folkhem (den socialdemokratiske model) og bevægelsen ’Vackarare vardagsvara’ (smukkere hverdagsting).
Middelmådige Ikea
Imidlertid mener Stephen Bayley ikke, at svensk design har haft tag i verden udenfor Sverige siden 1970’erne. Og beviset på dét? >Ingen tager i Ikea for at finde smukkere hverdagsting – de tager dertil for at købe noget billigt<, skriver Bayley og konkludrer så: >Men Ikeas middelmådighed passer jo nydeligt til Wallanders evige tungsind<.
Idé til Davidsen?
Den britiske kritikers argumenter for, hvorfor design er vigtigt i Sverige, passer også på Danmark: Vi er også belemret et trist klima, som fremmer indelivet og trangen til at omgive sig med smukke ting. Ydermere kan vi opvise masser af design-ikoner, som er populære verden over den dag i dag: Arne Jacobsen, PH, Henning Koppel, Finn Juhl, Verner Panton, for bare at nævne nogle. Så måske var det en idé for Leif Davidsen eller Elsebeth Egholm at poppe lidt flere beskrivelser af møbler, lamper og glas ind i deres bøgers plot og dermed sikre sig international popularitet?