Den egentlige oprindelse for stilethælen i begyndelsen af 1950’erne er uklar. I 1952 lavede skodesigneren Roger Vivier spidse hæle, der var 10 cm høje, og satte dem på klassiske pumps med spidse snuder. Det franske Vogue brugte udtrykket ’stilet’ til at beskrive dem. Men Vivier var ikke den eneste designer, der eksperimenterede med denne høje og tynde form. André Perugia og Charles Jourdan var meget optaget af hæle i Frankrig, ligesom Beth Levine og Herman Delman i USA og Salvatore Ferragamo i Italien.

Men Vivier havde en klar fordel for de andre: Han arbejdede sammen med verdens mest omtalte modeskaber, og det overdrevne fokus, der var på et hvilket som helst produkt, der kom fra Diors atelier, betød, at Viviers hæle var de første, der blev set af modepressen. (…)

Teenagere tog begejstret den nye skostil til sig. De tørstede efter et look, som de kunne kalde deres eget, og som var anderledes end den etablerede franske couture, som deres mødre var så vilde med. Derfor fremstillede firmaer som Dolcis, Brevitt,Lilley & Skinner og Skryscrapers fra New York utallige billige udgaver med T-rem og spænder, plastiksløjfer og glimmerpynt.

Det italienske starlet-look medførte, at der nu var et frækt, ungdommeligt alternativ, der omfattede dirndl-nederdele i satineret bomuld, tætsiddende sweatere i stærke farver og creolerøreringe – et look, der blev gjort endnu mere populært af Marilyn Monroe, som højlydt gav udtryk for sin beundring for italienske sko.