Bliv lidt klogere...

Arne Vodder-skænk
Flot Arne Vodder-skænk med skydelåger af formica og korpus af
palisander. Hos Lauritz.com var møblet vurderet til 15.000 kr.,
men det gik for 25.000 kr. Udført af snedkermester P. Olsen,
Sibast Møbler. 76 x 183 x 50 cm.

Søren Matz viser i bogen ‘MESTERVÆRKER’ nogle af de allersmukkeste skænke, der er lavet af danske arkitekter og møbelsnedkere. Disse mænd og (få) kvinder tilhører blomsten af dansk møbelkunst, som udfoldede sig fra midten af 1920’erne. Når så mange af dem tegnede skænke, var det naturligvis, fordi der var afsætningsmuligheder, men sandelig også, fordi man i sådan et korpusmøbel kunne demonstrere sit talent.

Hvad er en skænk?
Men det er lidt svært eksplicit at fastslå, hvad en skænk er. Det er et møbel til opbevaring af måltidets forskellige rekvisitter og tjener dermed nogenlunde samme formål som en buffet, der dog helst skal være i flere etager, dvs. bestå af en underdel og en overdel og derimellem luft eller åbne hylder. Hvis buffeten har sin fylde i højden, har skænken sin i længden, og alene derved er den som møbel mere dynamisk og passer bedre til moderne lav møblering.

Kvaliteten skulle højnes
Skænken er blandt mange andre møbler resultatet af den stigende efterspørgsel på møbler, som viste sig i 1800-tallet, især fra 1850’erne og frem. Efterspørgslen kom ikke kun fra det velhavende borgerskab – de mindre erhvervsdrivende, funktionærerne og arbejderne ville også have nye møbler. Ikea var endnu ikke på banen, men i Tyskland bl.a. kunne man købe billige, industrielt fremstillede møbler, og de var ikke kønne. Derfor startede den store reformator i England William Morris ‘THE ARTS AND CRAFTS MOVEMENT’ for at få håndværkskvalitet tilbage i højsædet. Og nogle årtier senere begyndte snedkermestrene herhjemme af samme grund at lave udstillinger sammen. KAARE KLINT øvede en pionerindsats, og i 1930 udstillede Kaare Klint på de sidenhen så berømte Snedkerlaugets Møbeludstillinger et møbel, som nærmest revolutionerede møbelkunsten. Det var en skænk!

Skænken på vej tilbage
Men engang i løbet af 1960’erne var det slut. Skænke var nu noget af det mest borgerlige, man kunne tænke sig, og i øvrigt var det da mere praktisk at stille kopper, tallerkener og fade i et køkkenskab end i en skænk. Når skænken nu – tilsyneladende – er på vej ind over dørmåtten igen, kan det skyldes et uopfyldt behov for et ordentligt møbel i køkken-alrummet, eller er det et signal om spisestuens genkomst?

Kaare Klint-skænk
Kaare Klints skænk, hvor intet er overladt til tilfældighederne.

Trollsta-skænk fra Ikea af Hanna Brogaard
Ikeas skænk, der fås i flere farver, er en nyhed. Hanna Brogaard har designet, den er folie/lakeret og af pulverlakeret stål. Den hedder Trollsta og koster 2.199 kr. 76 x 183 x 50 cm.

 

Få dit personlige horoskop på MIT UNIVERS!
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk