Bliv lidt klogere...

Fransk stigereol i jern
Den franske stigereol i jern er fra omkring 1950
(22.000 kr.) På hylderne i træ finder man et varieret
udvalg af effekter, der matcher med det industrielle
look.

I et råt baghus, midt i København, har Oliver Gustav åbnet en forretning, proppet med tunge industrimøbler mikset med et overvældende hav af planter. Herfra præsenterer han en boligstil, der har sit udspring i Paris, nærmere bestemt på Clignancourt, verdens største antikvitets marked.

Den industrielle stil
Oliver Gustav opdagede den industrielle stil – ‘L’industriel’ som franskmændene kalder den – da han i 2003 boede og arbejdede halvandet år i Paris. Her arrangerede han fotooptagelser til internationale boligmagasiner.
– Jeg oplevede, hvordan franskmændene miksede industrimøblerne med traditionelle antikviteter. Blandingen fik jeg lyst til at vise herhjemme på min måde, fortæller Oliver Gustav.


Oliver Gustav
Oliver Gustav har tidligere arbejdet som merchandiser hos Day Birger et Mikkelsen. Som chef for tøjfirmaets visuelle identitet fik han stor indsigt i, hvordan et firma sælger sig selv.

Blanding af stilarter
Antikvitetsmarkedet er blevet en handel med gamle, dekorative møbler, hvor kunderne køber ind efter, om møblets udstråling passer til boligen, og hvor man gerne blander stilarter. Til disse nye kunder havde de franske antikvitetshandlere simpelthen brug for en anden type møbler end traditionelle antikviteter. Derfor fik de handlende øjnene op for skønheden i de nedslidte fabriksmøbler, der stod efterladte i de områder, hvor den nordfranske og belgiske sværindustri og minedrift havde haft sit kraftcentrum. Antikvitetshandlerne bragte møblerne med sig til Paris, hvor de mest progressive nu sælger dem side om side med forgyldte 1700-tals rokokomøbler.


Planter foran forretningen ”Oliver Gustav”
Foran jernportene til Oliver Gustavs forretning har han et bredt udvalg af planter. De er til salg efter Olivers regel om, at de planter, der sælges i butikken, skal kunne vokse i hans eget hjem.

Ærlige møbler
Det har været forretninger i Danmark, som bragte de industrielle møbler til landet, men det er først med Oliver Gustav, at den helt ægte gennemførte industrielle parisiske stil bliver præsenteret og solgt, som den skal.
– De industrielle møbler er ærlige på den måde, at man kan fornemme, at der har siddet en smed og arbejdet ved det tunge jernbord, eller at han har haft sine maskiner i de store skabe. Det gør dem smukke, og så kan de bruges, forklarer Oliver Gustav.

Få dit personlige horoskop på MIT UNIVERS!
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk