Barcelona-stolen var en født klassiker, der har været in i alle årtier,
uanset modens luner.

Historien om den berømte stol begynder med en bygning. Det var ganske vist ikke meningen, at de enkelte lande skulle have en hel bygning opført på Verdensudstillingen i Barcelona i 1929. Men da den tyske stat fandt ud af, at arvefjenderne Frankrig og England alligevel var gået i gang med få tegnet pavilloner til udstillingen, blev der handlet hurtigt.
Den populære tyske arkitekt Mies van der Rohe blev bedt om at tegne en pavillon til verdensudstillingen på vegne af det tyske rige. Da han forsøgte at spørge ind til, hvad præcis man mente med en pavillon, lød svaret: »Det ved vi ikke, bare der ikke er for meget glas.«
På kun tre måneder, fra februar til april 1929, byggede Mies van der Rohe den pavillon, der i dag bliver betragtet som et mesterværk inden for europæisk modernisme på trods af, at den adskiller sig meget fra andre samtidige byggerier ved ikke at have en funktion. Det eneste, pavillonen skulle bruges til, var at danne ramme om et kongeligt besøg for derefter at blive revet ned ved Verdensudstillingens slutning.

Den tyske pavillon ved verdensudstillingen i Barcelona i 1929
skulle udtrykke Weimar-republikkens idealer: en demokratisk,
pacifistisk og kulturelt progressiv republik. I 1987, 57 år efter at
den oprindelige pavillon blev revet ned, blev Barcelona-pavillonen
genopført på det samme sted. Det er et enestående tilfælde
i arkitekturhistorien.

Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969)

Født i Aachen i Tyskland. Fik som ung læreplads på en tegnestue i Berlin. Da han havde et tydeligt talent for arbejdet, fik han hurtigt selvstændige arkitekturopgaver, selvom han manglede den formelle arkitektuddannelse. Bliver sammen med Le Corbusier og Walter Gropius betragtet som frontløber i europæisk modernisme. Kendt for udtrykket ’Less is more’. Mest kendte værker: Pavillonen ved verdensudstillingen i Barcelona og Villa Tugendhat i Brno, Tjekkiet. Tilknyttet Bauhausskolen i Dessau, men måtte flygte fra nazisterne i 1937. Levede herefter i USA, hvor han bl.a. var leder af arkitektskolen i Chicago.

Arkitekten havde derfor frie hænder til indretningen, da der ikke var brug for praktiske foranstaltninger som køkken, bad og opholdsrum. Mies van der Rohe skabte i stedet en bygning, hvis indre bestod af en række vægge af grønt marmor og onyx, der gik på kryds og tværs af hinanden uden egentlig at skabe komplette, lukkede rum. Et lyst gulv i travertin gav det indvendige af bygningen et samlet udtryk, og udenfor placerede van der Rohe bassiner i jordhøjde, der reflekterede bygningens farver.
Den tyske delegation havde fået tilbudt en mere fremtrædende plads, men van der Rohe foretrak selv en grund lidt væk fra verdensudstillingens hovedgade. Efter at være bombarderet med verdensudstillingens mange indtryk kunne gæsterne trække sig tilbage til den tyske pavillon og slappe af med udsigten til det rislende vand ved de åbne, lyse rum.

En royal stol

De eneste møbler, der befandt sig i Barcelona-pavillonens åbne indre, var to stole, som van der Rohe tegnede specielt til lejligheden i tilfælde af, at den spanske kong Alfonso 13. eller hans dronning Eugenie Victoria skulle blive trætte af at stå op under besøget i den tyske pavillon.
Det blev kongeparret efter sigende ikke, men efterfølgende har mange andre mennesker nydt at sidde i stolen, som blev opkaldt efter dens geografiske fødested. Med Barcelona-stolen fulgte en taburet i samme design, der var tiltænkt som siddeplads for det royale følge.
De oprindelige to stole, der blev skabt til majestæterne, var polstret med hvidt læder – et materiale, der stadig hænger sammen med stolens look. Selve metalarbejdet på stolens ben stred imod den normale konstruktion, der lå bag mange af datidens stålrørsstole, som var lavet af bøjede stålrør. Barcelona-stolens ben er nemlig svejset sammen. Men trods det upraktiske i stolens design blev den alligevel en klassiker. Selve pavillonen blev revet ned i januar 1930 og solgt stykke for stykke. Først i 1987 blev van der Rohes mesterværk ved hjælp af de gamle byggeplaner og fotografier genskabt på sin oprindelige plads i Barcelona, hvor mange turister besøger den hvert år.
Florence Schust var en ung designstuderende, der lærte van der Rohe at kende i Chicago, mens hun læste på arkitektskolen. Hun giftede sig senere ind i møbelfirmaet Knoll, hvor det blev Flos job at få kendte designere til at tegne møbler til familiens firma. Hun dyrkede i særdeleshed de møbler, der var tegnet i den nye, moderne stil, som hun havde udviklet en kærlighed til i løbet af sine studieår.
I 1948 erhvervede hun på vegne af Knoll retten til at producere Barcelona-stolen, hvilket firmaet stadig gør den dag i dag. Som mange andre af de populære stole fra modernismen er van der Rohes stol ofte blevet kopieret, men de rigtige stole kan kendes ved at have Rohes signatur præget i metalbenets ene kant.
Det spanske kongepar, som stolen var tegnet til, abdicerede i 1931, men Barcelona-stolen er stadig ved magten 80 år efter dens tilblivelse.