Sjælden blå diamant på auktion
tirsdag 14.4.09
- Af Ida Lyngbye / Foto: Petra Diamonds
Den forventede salgspris ligger omkring 40 mio. kr. når Sotheby's udbyder unavngiven blå diamant
Det bliver en vigtig dag i diamanthistorien, når Sotheby's den 12. maj sætter en unavngiven blå diamant i vægtklassen "vældig stor" på auktion, skriver Euroinvestor.dk
Ædelstenen vejer hele 7,03 karat og er skåret fra en rå diamant på 26,58 karat, som blev fundet i den historiske diamantmine Cullinan i Sydafrika. Det forventes, at diamanten vil gå til en pris på mellem 5,8-8,5 millioner amerikanske dollar, altså i omegnen af 40 millioner kroner.
Stenen er en af de vigtigste blå diamanter, auktionshuset nogensinde har haft til salg. Farven er såkaldt fancy blå, og denne type farvede diamanter er blandt verdens mest eftertragtede. Klarheden er IF, hvilket betyder internally flawless, altså fuldstændig ren og uden fejl at se under ti gange forstørrelse. Det er den fineste klarhed for en blå diamant.
Den blå diamant som Sotheby's sætter på auktion er endnu uden navn, og den heldige køber får æren af navngivningen.
Der Blaue Wittelsbacher
(Foto: Jonathan Hordle/Rex Features)
Der Blaue Wittelsbacher
Cullinan-minen, hvor ædelstenen kommer fra, har gennem tiderne udgravet nogle af verdens mest spektakulære diamanter. Blandt andre er her fundet "The Cullinan", som med sine 3.106 karat er den største rå ædelsten, der nogensinde er opdaget.
Den dyreste blå diamant, der gennem tiderne er solgt er "Der Blaue Wittelsbacher" på 35,56 karat, som stammer helt tilbage fra 1700-tallet og blandt andet har været en del af de østrigske kronjuveler. Den blev solgt på auktion hos Christie's i London i december sidste år, og hammerslaget blev 16.393.259 engelske pund - eller godt 135 millioner danske kroner.