Plakaterne til James Bond-filmene er for længst blevet samlerobjekter.
Den første – for ‘Agent 007 Mission: Drab Dr. No’ – er ganske vist
ekstremt kedelig, men med de efterfølgende film blev der sat turbo
på designet af plakaterne,som det kan ses for denne ‘Agent 007
jages (1963) med Sean Connery. Prisniveau: 500-1.000 kr
Med på plakaten
fredag 5.12.08
- Af Palle Schmidt
Er lysten til kunst på væggen stor, men pengepungen hverken til maleri eller grafik, så er det en idé at hoppe på trenden med gamle filmplakater.
Lige som filmen i mange år stod i skyggen af teatret, stod plakaten i mange år i skyggen af billedkunsten. Filmplakatens ærinde var kommercielt: Den skulle få flest muligt i biografen, så enkelt var det. Men det skulle vise sig, at den med appetit rimelig hurtigt begyndte at bevæge sig ud i grænselandet mellem kunst og funktion.
Allerede i stumfilmens dage havde filmplakaten sine dygtige udøvere, mange anonyme, men også nogle med fuldt humør og signatur. Da talefilmen satte ind, og kapitlerne til filmhistorien begyndte at blive skrevet, blomstrede kreativiteten. Der kom efterhånden til at stå respekt omkring filmplakaten. Først i udlandet, senere lidt nølende herhjemme.
Vækker minder
I dag vurderes filmplakaten på sine egne kunstneriske præmisser. Nok er den skabt til nuet som reklame og appetitvækker for skiftende film, men den har igennem de seneste årtier opnået status som et selvstændigt billedkunstnerisk værk med egen selvstændig æstetisk udtryksform. Samtidig er der det særlige ved filmplakater, at de vækker minder. Kikker man på en plakat for en film, man har set, og som har fascineret, bevæget eller moret, ruller filmen næsten pr. automatik reprise på den indre nethinde. Måske bare i bidder i form af passager, replikker, interiører, og måske dukker der også en stump musik op. Plakaten er således ikke bare et billede, der kan nydes. Den pirrer også hukommelsen.
Gigantiske oplag
De første egentlige filmplakater fra årene 1906-1916 var udelukkende fremstillet typografisk, men med litografiet blev det muligt at massefremstille plakater i farver. Flotte illustrerede plakater, som i ét hug gav et sammenfattende billede af, hvad filmen handlede om, og fortalte hvem der havde lavet den, og hvem der spillede med.
Millioner og atter millioner plakater, ofte i gigantiske oplag, er det blevet til igennem årene. Langt de fleste af plakaterne er efter et kortere eller længere liv i biografernes udhængningsskabe, først som nystrøgne i storbyerne, siden i mere miserable udgaver i provinsen, flået ned og smidt ud. Men mange er også gemt og bevaret og har for længst oplevet status som samlerobjekt.
Således har gode velbevarede filmplakater, danske som udenlandske, mere eller mindre ubemærket i disse år taget konkurrencen op med grafikken. Og så kan de gode, kunstneriske plakater – om end hverken nummereret eller signeret af kunstneren, som tilfældet er med grafikken – erhverves til helt andre, rimelige priser.
Panorama
Sandsynligvis den første filmplakat herhjemme. Årstallet er 1896, og plakaten reklamerer for ‘levende billeder’ i W. Pachts biograf i København. I filmens barndom reklamerede plakaterne ikke for en specifik film, men for filmselskabet eller som her for biografen. Verdens første plakat for en specifik film menes at være Louis Lumières ‘L’Arroseur Arrosé’ (‘Den vandende bliver vandet’) fra 1895.
M.A.S.H
Med plakaten for M*A*S*H (1971) kom der rigtig gang i kreativiteten. Filmen, der blev kåret som årets bedste film med guldpalmer i Cannes, havde Donald Sutherland i hovedrollen, og plakaten for den originale film er et helt surrealistisk kunstværk, bygget op af en hånd, knyttet på militærvis med en soldaterhjelm dinglende på pegefingeren og efterfølgende placeret som en fuldvoksen kvindebagdel på et par smækre ben med fødderne i et par spinkle stiletter. Plakaten er grafisk stærk og original og står sort-hvid nærmest som et udråbstegn. Prisniveau: 600-800 kr.
Olsen - Banden
Den var skidegod, ideen til ‘Olsen-Banden’- filmene, der blev folkeeje med Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard som de tre småforbrydere med de store planer, men længst blevet en del af den danske filmskat, og plakaterne for de enkelte film er fulde af den afslappede danske humor. Denne plakat er for den 9. film af i alt 14, ‘Olsen-Banden Deruda’ fra 1978. Tegneren bag denne og de øvrige Olsen-Bande-filmplakater, samt hundredvis af andre filmplakater, var Aage Lundvald (1908-1983). Prisniveau: 600-900 kr.
Priser
De opgivne priser er auktionspriser.
Filmplakater kan findes på auktioner eller googl simpelthen ’filmplakater’ på nettet - så kommer der talrige salgssites frem.