Henri Matisse: ’Nøgen kvinde ved havet’, 1908 (4-6 mio. euro).
Et kig i Yves Saint Laurents skatkammer
fredag 30.1.09
- Af Susanne Jørgensen
Det bliver en pariser– eller snarere en verdensbegivenhed af de helt store, når Yves Saint Laurent og Pierre Bergés formidable kunstsamling kommer på auktion hos Christie’s i Paris den 23.-25. februar.
733 udsøgte effekter indenfor kunst, kunst-håndværk, lamper og møbler kommer under hammeren. Det er hele den samling, som modeskaberen Yves Saint Laurent og hans forretningspartner og livsledsager Pierre Bergé nåede at samle i løbet af 50 år, indtil Saint Laurent døde 1. juni 2008. Og salget sker, fordi, skriver Pierre Bergé i det fem bind enorme katalogs forord: "Samlingen har i mine øjne mistet den væsentligste del af sin betydning efter Yves Saint Laurents død".
Picasso til millioner
Antik & Auktion har kigget i kataloget, som er et besøg i en Aladdins hule af kostbarheder. Bind 1 rummer impressionistisk og moderne kunst og står for auktionens højeste vurderinger. Værkerne spænder fra Degas, Gauguin, Manet til Braque, Gris, Picasso, Léger, Brancusi og Mondrian. Her er nogle af topnumrene Edvard Munchs ’Ved havet’ (1.2-1.8 mio. euro), Matisses ’ Kodriver på blåt og rosa tæppe’ (12-18 mio. euro) , Légers ’Tekoppen’ (10-15 mio. euro) og Picassos ’Musikinstrumenter på bord’ (25-30 mio. euro)
Bonbonniere af guld og halvædelsten, lavet af
Johann Christian Neuber, Dresden ca. 1780-1790.
Vurdering: 60.000-80.000 euro.
Overdådig smag
Parrets flamboyante og alt andet end diskrete smag fremgår tydeligt af de øvrige fire kataloger, som svømmer over af overdådige pokaler og figurer af muskuløse guder, rigt udsmykkede miniaturer, sofaer i guld og brokade og veneziansk glas i mættede kulører. Art deco møbler og genstande var også en af parrets store interesser.
Stopper som samler
Bergé skriver, at han og Saint Laurent på symbiotisk vis delte smag, og hvis én af dem købte en ting, var den anden altid enig. De søgte aldrig råd fra eksperter men købte, hvad de brændte for. Og han tilføjer, at han ikke kan forestille sig at fortsætte med at samle uden Yves. Samlingen udstilles 21.-23. februar i Grand Palais i Paris inden auktionerne, og den skal nok blive et tilløbsstykke.