Miniature-udkast fra 1948 til udsmykning af en byplads.
Skyggekunstneren Giacometti
fredag 11.6.10
- Af Henrik Bering, Foto: Sotheby’s
Giacometti er den gådefulde kunstner bag verdens næstdyreste kunstværk, ‘Gående mand’

Giacomettis ‘Gående mand’, solgt for 65 mio. pund (ca. 523 mio. kr.) hos Sotheby’s i London mod en vurdering på 12-18 mio. pund. Den er nummer to ud af seks og støbt i 1961. »Jeg fremstiller altid en kvinde som stillestående og en mand som værende i bevægelse,« har kunstneren udtalt.

Giacometti arbejder på ‘Gående Mand’ i sit atelier.
Da Alberto Giacomettis bronzefigur ‘Gående Mand’ for nylig indbragte svimlende 65 mio. pund (523 mio. kr.) hos Sotheby’s i London, fik markedsanalytikere og forsikringseksperter pludselig travlt: Beløbet gjorde denne overordentlig tynde mand til det dyreste kunstværk, der nogensinde var solgt. Ved en auktion hos Christie’s i New York 4. maj blev denne verdensrekord dog slået. Det skete, da Pablo Picassos ’Nøgen kvinde på billedhuggerens podie’ gik for 106.482.500 dollars.(næsten 599 mio. kr.).
LÆS OGSÅ: Picasso sætter ny verdensrekord
Skulpturel anoreksi
Giacometti (1901-1966) var italiensk schweizer og virkede som kunstner i Paris. I sin søgen efter den ideelle form led han af en slags skulpturel anoreksi. Han blev ved med at skære væk på sine figurer, til der til sidst kun var ståltrådsskelettet tilbage. Man kan kende kønnene på deres fodstillinger: Mænd bevæger sig, mens kvinder står stille.
At indfange menneskets skygge
Hvad Giacomettis skulpturer sådan helt nøjagtigt skal betyde, står ikke ganske klart. I kunstbøgerne fyger floskerne om eksistentialisme og det moderne menneskes ensomhed. Selv har Giacometti udtalt, at det ikke er den menneskelige skikkelse, han har søgt at indfange, men »den skygge, den kaster.«
Høje forsikringspræmier
Den skyhøje pris på ’Gående Mand’ betyder visse forsikrings- problemer for museer som vort eget Louisiana, som ejer Europas næststørste samling af Giacometti-figurer, heriblandt sin helt egen ‘Gående Mand’.
Den Giacometti-skulptur, der står på torvet i Holstebro, ‘Kvinde med Kærre’, har fået lavet sin helt egen underjordiske bankboks, hvori den bliver nedsænket hver nat. Man kan jo ikke lade en skulptur til et millionbeløb stå og flagre ude om natten.
Svindel og tyveri
Frygten for tyveri er reel nok, når der findes folk som den tidligere franske udenrigsmister Roland Dumas, der stod for boet efter Giacomettis enke og i 2007 blev dømt for at have videresolgt Giacometti-ting til en ledende fransk auktionsholder. Svindlerne blev dømt til at betale 850.000 euro til Giacometti Fonden.