Eksperternes favoritter
tirsdag 6.1.09
- Af Bolette Bramsen, Foto: Torben Djenner
Se her hvilke kunstværker og samlerobjekter eksperterne fra Bruun Rasmussen favoriserer fra husets hidtil største auktion.
Den moderne jubilæumsauktion hos Bruun Rasmussen var den største og mest omfattende moderne auktion i husets 60-årige historie. Med 1204 numre vurderet til i alt 110 mio. kr. bugnede auktionen med fantastiske kunstværker og samleobjekter.
Vi bad Bruun Rasmussens eksperter inden for moderne kunst og design om at fremhæve hver en ting, som havde deres helt særlige interesse, også selvom tingene, grundet finanskrisen, ikke gik til den vurderede pris.
Stadig topmoderne
Amalie Hansen fra moderne design-afdelingen valgte denne skål af Henning Koppel fra 1948, samme år som Bruun Rasmussen blev grundlagt.
– Det er en skål, man sjældent ser på auktion, og selv om den er fremstillet for 60 år siden, så er den stadig topmoderne. En tidløs form og en fantastisk udførelse, siger hun. Skålen fra Georg Jensen var vurderet til 80.000-100.000 kr.
Hammerslag: 65.000 kr.
Direktørens favorit
Maleriet ’Blue Shadow’ af Asger Jorn var en af direktør Frederik Bruun Rasmussens favoritter.
– Det er ret svært at fremhæve et for andre, men dette maleri synes jeg nu særlig godt om. Det er fra 1971 (54 x 55 cm) og var vurderet til 1.000.000 kr. Men solgt blev det ikke, fortæller Frederik Bruun Rasmussen.
Lille billede, stor kunst
”Verdenskunst på få kvadratcentimeter” kalder ekspert i moderne kunst Jørgen Bo Haugaard denne lille akvarel af Emil Nolde med en kala og tre gerbera i Noldes karakteristiske, klare farver. Billedet, der måler 23,5 x 17 cm, har været i Nolde Stiftung i Seebüll for at blive certificeret som ægte. Det lille kunstværk har aldrig tidligere været handlet og var vurderet til 300.000 kr.
Hammerslag: 280.000 kr.
Rasende sjælden
– PH’s klaverlampe er rasende sjælden og viser, hvor ufattelig genial han var, siger PH-eksperten Ole Ravn, der her viser den svungne lampe med en kontravægt, der bevirker, at lampen kan bøjes ned over tangenterne. Lampen er helt intakt, har skærm af gulmalet matglas og er fremstillet hos Louis Poulsen 1931-33 i få eksemplarer. Dengang kostede den 45 kr. Nu lød vurderingen på 80.000-100.000 kr.
Hammerslag: 75.000 kr.