Captain Cook og hans folk under angreb
Captain Cook og hans folk under angreb. Fra en fransk udgave af hans
værker. Solgt for 1.200 pund (ca. 11.000 kr.) hos Sotheby’s.

Christie’s ‘Travel og Exploration’ og Sotheby’s tilsvarende ‘Natural History, Travel, Atlasses and Maps’-auktioner giver et levende billede af, hvad sømænd og andre vovehalse bragte med sig hjem fra fremmede himmelstrøg tilbage i Napoleonskrigenes tid: eksotiske fugleskind, fugleedderkopper så store som en hånd, krokodilleskind og mærkelige fisk.

Fisk fra kysten ved Ceylon tegnet af John Bennett Whitechurch i 1830
En særlig fin fisk fra John Bennett Whitechurchs værk om de mest bemærkelsesværdige fisk fra kysten ved Ceylon fra 1830. Solgt hos Sotheby’s for 11.000 pund (ca. 100.000 kr.).

Detaljerede og kunstfærdige tegninger
Endvidere var søofficerer ofte ganske ferme til at tegne. De skulle kunne afbilde fjendtlige kyster og fæstningsanlæg, samt i fredstid under besøg i fremmed havn skitsere, hvad kommende fjender havde fundet på af nyt til deres skibe. Disse færdigheder kom dem også til gode, når de skulle afbilde underlige fisk eller sære fugle eller primitive folkeslags tatoveringer. Alt sammen er det med til at gøre historien fantastisk konkret.

Verdens dyreste kokosnød
I 2002 blev den kokosnød solgt, som kaptajn Bligh i 1789 delte vandrationer ud med, efter at han og de af hans mandskab, som forblev loyale mod ham, var blevet sat i redningsbåden ved mytteriet på Bounty. De tilbragte seks uger på det åbne Stillehav, før de nåede havn. Den fik hammerslag på 860.400 kr. hos Christie’s og er dermed historiens dyreste kokosnød!

Feltskitse af eksotisk fugl tegnet af Samuel Daniell
Grundet almindelig pengemangel stak Samuel Daniell til søs i 1806 blev skovfoged på Ceylon, hvor han strejfede om med sin notesblok. Denne feltskitse har førsteobservationens charme. Hans album blev solgt for 3.000 pund (ca. 28.000 kr.) hos Sotheby’s.

Marian og paradisfuglen
Blandt Christie’s senere ting er en stor samling akvareller af paradisfugle og sommerfugle fra Ny Guinea af Marian Ellis Rowan (1848-1922). Hun var af australsk herkomst og en af den slags kvinder, Vorherre holder hånden over, når de vover sig alene ind på hovedjæger-territorium. Hvis en mand havde forsøgt det samme, var han naturligvis endt som skrumpehoved, før han havde nået at tælle til ti.

Bestak de lokale med tobak
Marian var stærkt opsat på at male paradisfuglene i levende live. Med tobak bestak hun de lokale hovedjægere til at indfange dem og bringe dem til sig i bur: ”De store stak jeg under armen og holdt dem således fast, mens jeg malede dem... nogle af dem blev rasende og var svære at holde. Andre dækkede jeg hovederne på med lommetørklæder og servietter for at få dem til at være stille, mens jeg malede dem.” Og hendes akvareller af sommerfugle er så fint udført, at man først tror, de er virkelige.

Sommerfuglemaleri af Marian Ellis Rowan
Et af Marian Ellis Rowans fantastiske sommerfuglemalerier. Solgt for 25.000 pund hos Christie’s (ca. 230.000 kr.).

Albertus Sebas fremstilling af en slange med syv hoveder
Også hollænderne kom vidt omkring. Albertus Seba var apoteker og arbejdede for det hollandsk-ostindiske kompagni. Hans fire binds naturhistorie fra begyndelsen af 1700-tallet regnes for den fineste af sin slags – højt værdsat af Linné, selv om Linné nok mente, at Sebas fremstilling af en slange med syv hoveder var et falsum. Solgt for 70.000 pund (ca. 648.000 kr.) hos Sotheby

 

Kommentar

Shop.dk
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk