Impressionisterne lægger kursen i krisetider
fredag 2.1.09
- Af Susanne Jørgensen
Priserne på impressionistisk kunst – der generelt regnes for en sikker investering – er altid en sikker indikator for, hvordan kunstmarkedet har det, skriver artprice.com, som har kigget tilbage på impressionist-salget.
Oliekrisen kradsede
Impressionisternes værker fik deres første værdi-boom i 1965-71, hvor de steg med 117 pct. Men så kom oliekrisen, og i 1973-1975 faldt prisen på impressionister med 54 pct. Tiderne blev atter økonomisk bedre, og i 1982-1990 røg priserne på impressionist til vejrs med hele 602 pct., hvilket især skyldtes spekulations-opkøb.
2008 rekordår
I de følgende tre år tabte værkerne igen 55 pct. af deres værdi. I 2005 begyndte det at gå fremad, og i 2008 steg prisen på impressionist-værkerne til det dobbelte, så den nåede op på 1989-1990-niveau. Således indbragte værker af Claude Monet (1840-1926), som er impressionisternes top-sælger, en samlet rekordpris på 175 mio. dollars. Højdepunktet indtraf, da hans ’Åkandebassinet’ (1909) i juni 2008 fordoblede sin vurdering med et hammerslag på 70 mio. dollars.
Monets fald
Men selv ikke Monets kunst er uberørt af den globale økonomiske krise. Blot fem måneder senere opnåede ingen af de Monet-billeder, som var til salg hos Christie’s og Sotheby’s, vurderingsprisen. Og den økonomiske krise viste virkeligt sit grimme fjæs, da Sotheby’s blev nødt til at tilbagekøbe Monets ’Katedralen i tågen’, der regnes for et af impressionismens ikoner. Det var vurderet til 16-27 mio. dollars, men kunne altså ikke sælges.
Lavere priser
Kunst-samlerne er blevet meget forsigtige og opmærksomme på ikke at betale overpris, vurderer artprice.com, som også spår, at 2009 vil byde på væsentligt lavere vurderingspriser og dermed gode muligheder for dem, der trods alt stadig har råd til at købe.