Harry Belafonte i auktions-skandale
tirsdag 16.12.08
- Af Susanne Jørgensen
På selve den aften, hvor en auktion hos Sotheby’s i New York skulle finde sted, trak sangeren Harry Belafonte tre dokumenter, der vedrører Martin Luther King, tilbage, skriver The New York Times.
Vurderet til 5 mio.
Harry Belafonte var i sin tid personlig ven med Luther King. Dokumenterne bestod af et tre-siders håndskrevet udkast til en tale mod Vietnamkrigen, som King holdt i februar 1967, noter til en tale, som man fandt i Kings jakkelomme, efter han var blevet snigmyrdet i 1968, samt et maskinskrevet kondolencebrev til Kings enke, Coretta Scott King, fra præsident Lyndon B. Johnson. Alle tre dokumeneter skulle have været solgt på auktionen, og de var vurderet til ialt at kunne indbringe 750.000 – 1 mio. dollars (4.1.- 5.5 mio. kr.).
Har før forsøgt
Efter at aviser forud for auktionen havde skrevet om de tre dokumenter, udsendte King-familien en udtalelse, hvor de fordømte salget og hævdede, at dokumenterne var blevet >uretmæssigt erhvervet< af Belafonte. Familien udtalte videre, at de før har stoppet forsøg fra medlemmer af Harry Belafontes familie >på anonymt og hemmeligt at sælge uretmæssigt erhvervede King-dokumenter gennem et auktionshus i Beverly Hills<.
Svarer ikke
Kort efter udsendte Sotheny’s en pressemeddelelse om, at dokumenterne var blevet fjernet fra auktion >på anmodning af Harry Belafonte<. Sangeren har ikke svaret på henvendelser fra journalister, skriver The New York Times.
Selv kritiseret
Imidlertid er King-familien selv tidligere blevet kritiseret for sin håndtering af den berømte borgerrettigheds-forkæmpers papirer og for at prøve at drage profit af dem. I 2006 satte familien således ca. 10.000 af Kings dokumenter på auktion hos Sotheby’s. Men salget blev stoppet, fordi Kings hjemby Atlanta skaffede et lån og købte papirerne, som nu opbevares på Morehouse College, universitetet, hvor Martin Luther Kings læste.
.
: