Turners vision af Grækenland, som det må have set ud i oldtiden, hvor
han kombinerer landskabsmaleriet med det historiske og filosofi ske.
Solgt for 13 mio. dollar (ca. 75 mill. kr.) hos Sotheby’s.
Turner: akvarellens mester
torsdag 26.3.09
- Af Henrik Bering/Foto: Sotheby’s og Christie’s
Joseph Mallord William Turner fastholdt i sin kunst dét, der kun vanskeligt lader sig indfange.
Akvarellen kræver en enorm sikkerhed af sin udøver. Hvis man laver fejl i et oliemaleri, kan man jo bare male ovenpå. Når det gælder akvarellen, er der ingen fortrydelsesret. I England er genrens ubestridte mester J. M.W. Turner (1775-1851), og både Sotheby’s og Christie’s har på det seneste begge haft en række udsøgte Turner-akvareller til salg.

Joseph Mallord William Turners selvportræt
fra 1800. Det hænger på Tate Britain.
En rejse i Turners kunst
Sotheby’s- og Christie’s-salgene omfattede både eksempler fra hans første langtur i 1797 til Yorkshire og The Lake District og fra hans ture til Italien og Frankrig, samt fra hans sene produktion i form af en serie akvareller, han udførte i Schweiz. Samlet får man således en klar fornemmelse af udviklingen i hans kunst.
Landskabsmaler og ærkeromantiker
Som landskabsmaler og ærkeromantiker var Turner en skarp iagttager af naturens luner og studerede vejrfænomener med en videnskabsmands lidenskab: lysets effekter på alle tider af døgnet, de flygtende skyformationer, regntåger, snefygningsmasser og piskende regnskyl, hvor himmel og hav står i ét.
Fænomenal hukommelse
For Turner gjaldt det altså om at fastholde dét, der kun vanskeligt lader sig indfange. Og hans hukommelse var fænomenal. Han kunne genskabe et uvejr år efter, han havde oplevet det. Turners foretrukne metode var at lave blyantskitser på stedet og så genkalde sig stemning og farver på sit hotelværelse eller meget senere i sit atelier.

Fra de sene schweiziske akvareller, som Turner
lavede i 1840’erne: Brunig-passet ved Meiringen i
Schweiz. Solgt for 1.082.500 dollar (ca. 6.295.000 kr.)
hos Christie’s New York.

Landskab med mølle og Durham Katedral i
baggrunden. Fra Turners første langtur til Nordengland, Yorkshire og The Lake District i 1797. Her er landskabet
endnu ganske konkret. Solgt for 51.650 pund
(ca. 410.000 kr.) hos Sotheby’s.