Inger Loving fra Esbjerg hører til de mennesker, som får et kick, når de nærmer sig et loppemarked. Er det mon i dag, det helt store fund venter? Hun samler ikke på noget bestemt, men går blot efter det smukke og usædvanlige, og som kunsthåndværker køber hun desuden ting, som kan indgå i hendes egne arbejder.

Så lampen i et butiksvindue
En lykkelig dag indtraf for nylig, ganske vist ikke på et marked, men i en lille antikvitetsbutik på Frederiksberg i København, hvor hun opholdt sig for at passe sit barnebarn. Det er altid en oplevelse, og den dag fik hun ekstra bonus, for pludselig fik hun i vinduet øje på en spændende slank hvid lampe og blev omgående forelsket i den. Den kostede 150 kr. Det var jo billigt, så hun begyndte straks at finde pengene frem, hvorefter ejeren udbrød: »Nåeh nej, i dag sælger jeg alt til halv pris, så det bliver kun 75 kr.«

Nettet afslørede værdien
Den tydelige signatur i bunden fortæller, at der er tale om en lampefod fra det bornholmske pottemagerværksted Hjorth, og et hurtigt kik på nettet gav det resultat, at en realistisk værdi ligger på omkring 1.200 kr.! Lauritz Hjorth blev udlært i 1855 og tog derefter på valsen til Sydeuropa og Tyskland, som det var skik dengang. I 1859 grundlagde han den siden så anerkendte virksomhed i Rønne og kaldte sig terrakotta- fabrikant.

Arbejdende værksted i dag
Lauritz Hjort blev efterfulgt af sine to sønner Hans og Peter, hvis koner Johanne og Thora var flittige på værkstedet. De arbejdede med lyse glasurer og lettere former end dem, der tidligere var slået an på fabrikken, hvor sorte og meget mørke ting blev dens varemærke. I endnu to slægtled var Hjorts Fabrik på private hænder, indtil den i 1995 blev omdannet til arbejdende værksted under Bornholms Museum.

Hvilken pottemager står bag?
Der har gennem årene været ansat mange spændende formgivere og pottemagere på stedet, og det er ikke nemt at afgøre, hvem der står bag Inger Lovings smukke lampefod, men det er formentlig én af de to svigerinder, som med deres lyse glasurer satte et afgørende præg på fabrikkens senere produktion. I hvert fald sætter den nu sit dejlige præg på en af stuerne i Esbjerg.

Flere unikke fund:

Gode kort på hånden

Mirakelpris for mirakelapperat

Bogmærke i høj kurs

Kommentar

Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk