Café i ren 50'er-stil
torsdag 14.1.10
- Af Jette Østerlund, Foto: Torben Djenner
Åbn døren til cafeen Ebbas Fik i Helsingborg og træd direkte ind i 50’erne: Neonskilte, plasticlampeskærme og jukeboks er ren passion for ejerne – og så har de ikke engang selv oplevet tiden.
Vinylgulvet er skakternet i sort-hvidt, væggene er malet i stærke pasteller, og plasticbetrækket på stole og sofaer er i rødt, blåt og sort. Det kølige, skarpe lys fra neonskilte, lysstofrør og de kulørte lampeskærme af plasticbånd brydes af interiørets pangfarver. I jukeboksen kan man vælge popsange med Siw Malmquist, Ingvar Johansen, Engelbert Humperdinck, The Lollipops, Elvis Presley og Chubby Checker, som med sin ’Let’s twist again’ sendte lytterne ind i 60’erne med nye dansetrin. På væggene hænger plakater med Tommy Steele og James Dean.
En udsøgt tidslomme
Spisestuestolene og Perstorps-bordene vidner om en tid, da spisekrogene i køkkenet var nye i det svenske ’folkhem’. Hver enkelt ting på Ebbas Fik i Helsingborg er helt ned til den mindste detalje valgt med omhu og passion for 50’ernes stil. Cafeen i Bruksgatan er intet mindre end en udsøgt tidslomme for alle der husker, og alle der er nysgerrige. Som pigen, der ved synet af det gamle Arena-fjernsynsmøbel spurgte sin far: »Hvad er det?«
Ville gerne have oplevet Elvis
Ebba Jarnhag og Henrik Jönsson har støvsuget svenske loppemarkeder for 50’erting gennem små 20 år. Selv om ingen af dem kan huske perioden – han er født i 58, hun seks år senere og »ville gerne have oplevet en Elvis-koncert« – finder de tiden på én gang svunden og meget nærværende. »I 50’erne var der udsigt for alle til at få det bedre, og der skete mange positive ting,« synes de og tilføjer, at Sverige jo heller ikke var direkte med i krigen. »Den nye generation fik lov til at være ung, og jazzen fik konkurrence fra popkulturen.«
Se alle billederne!
Se endnu flere billeder fra den spændende café og læs om stedets Elvis-burger og legendariske jukebox.
KLIK HER!

Samler i mange år
Ebba har samlet 50’er-ting, siden hun var 18 år. Hun kan lide pangfarverne og dét, at »intet af tidens design er diskret.« Engang købte hun så meget på et loppemarked, at hun ikke havde penge nok til bussen hjem, så hun måtte tage den på tommelfingeren med alt sit habengut.
Har forladt tidligere job
I dag er der lidt mere stil over det, når hun og Henrik kører af sted i deres Oldsmobile, 58’er-model med plads både til loppefund og til at overnatte i. Først indrettede parret deres bopæl i total 50’er-stil og senere cafeen, som åbnede i 1997. Ebbas Fik er for længst blevet fuldtidsjob for dem og en håndfuld medarbejdere, så Ebba og Henrik har forladt deres tidligere job. Hun som lærer, han som journalist.
Læs også:
Design-ikon genopstår