Når man står over for gamle koboltblå ymerskåle, mælkefade, flødekander eller sukkerskåle, tænker man formentlig ikke over, hvor mange opdagelser, hvor meget besvær, og hvor mange økonomiske satsninger der engang var forbundet med at finde frem til lige nøjagtig dét farvepigment, der giver glasset den eftertragtede dybe blå farve.

Se alle billederne!

Klik og se galleriet med de smukke blå glas

Farven blev brugt i østen
I mange forskellige kulturer verden over har man i årtusinder vidst, at det færdige glas ville få denne intense blå farve, hvis man blandede et bestemt farvestof i glasmassen. Kobolt har været kendt og brugt allerede år 2600 f.Kr. i ægyptisk kunst. De gamle ægyptere fik farvestoffet fra Persien, hvor man desuden anvendte det til keramiske dekorationer. Også i Kina har man kendt kobolt siden Tang-dynastiet (618- 907), hvor man brugte det til de kendte blå porcelænsdekorationer.

Fandt koboltmalm i Norge
Men her i Europa kendte man ikke noget til farvestoffets sammensætning, før den svenske kemiker Georg Brandt i 1730’erne opdagede, at den blå farve i glas kom fra grundstoffet kobolt, og ikke – som man indtil da havde troet – fra stoffet bismuth. Det var en ret epokegørende opdagelse, og den fik især stor betydning for Norge, fordi man her i slutningen af 1772 fandt forekomster af koboltmalm. Siden vores første glasværk Holmegaard blev grundlagt i 1825, har de forskellige glasværker herhjemme fremstillet farvet glas ved at tilsætte glasmassen forskellige metaloxyder.

Jens Quistgaard – populær, men næsten ukendt

Et designikon genopstår

Ron Arad – designer med auktionstække