Finn Juhls hus består af to parallelle husblokke forbundet med en lavere
bygning, med forstue og havestue. I den korte blok er stue og arbejds-
værelse. I den anden er der spisestue, køkken, bad og soveværelser.
Indenfor hos Finn Juhl
onsdag 2.7.08
- Af Palle Schmidt /
Foto: Evan Frederiksen
Den banebrydende danske møbeldesigner og arkitekt Finn Juhl tegnede og byggede i 1942 sit eget hus, som han fyldte med møbler, han selv havde tegnet. Nu åbnes hans hjem for offentligheden, og både huset og indretningen står fuldstændig, som da han døde i 1989.
Stuen er møbleret med Finn Juhls eget møbeldesign.
Pejsen er som vokset ud af væggen. Til højre ses
hans berømte ‘Høvdingestol’, til venstre hans lille
topersoners sofa 'Poeten..
Finn Juhl (1912-1989) er verdensberømt for sit møbeldesign, men han tegnede også huse. Bl.a. et til sig selv. Huset, som er et enestående eksempel på dansk modernisme, byggede han i 1942 på Kratvænget i Charlottenlund klos op ad det smukke kunstmuseum Ordrupgaards elegante park.
Finn Juhl var en af dansk møbelkunsts allerstørste skikkelser, og modsat andre af tidens møbeldesignere foretrak han at gå sine egne nye, revolutionerende veje. Men netop ved at bryde med den etablerede møbeltradition skabte han fornyelse inden for dansk møbelkunst. I dag står han som et ikon.
Finn Juhl foretrak at omgive sig med sit eget design,
men der slap undtagelsesvis en PH-lampe ind.
Tegnede møbler til sig selv
Finn Juhl var uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole. Og allerede mens han gik på akademiet, tegnede han nogle møbler til sin egen lejlighed. Møblerne fik han udført hos en ung snedker-mester ved navn Knud Vodder – i dag prist af auktionshusene for sit fornemme snedkerarbejde. Det blev starten på et enestående samarbejde, der kom til at vare igennem mere end 25 år, hvor Vodder udførte de fleste af Juhls møbler.
På besøg hos Finn Juhl
- Arkitekten og designeren Finn Juhls privathjem, som ligger direkte op til kunstmuseet Ordrupgaard, åbnede for offentligheden den 4. april 2008.
- Indtil 31. august er der åbent i Ordrupgaards normale åbningstider: Tirsdag, torsdag og fredag 13-17.
- Onsdag 10-18. Lørdag og søndag 11-17.
- Derefter er der kun adgang til Finn Juhls privathjem i weekenderne i Ordrupgaards normale åbningstid.
- Adgang til Finn Juhls hjem sker via Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund. Tlf. 39 64 11 83. www.ordrupgaard.dk
- Entré: 70 kr. Studerende og pensionister:
- 55 kr. Børn og unge under 18 år gratis adgang.
Efter i 1940’erne udelukkende at have tegnet snedkermøbler, tegnede Finn Juhl i 1950’erne en række industrielt fremstillede møbler. Først for Bovirke, senere især for France og Søn. Og så skete der noget på amerikansk vis.
Internationalt gennembrud
Direktøren for designafdelingen på Museum of Modern Art i New York, Edgar Kaufmann jr., skrev i 1948 en stor artikel med titlen ‘Finn Juhl of Copenhagen’ i magasinet Interiors efter at have mødt Juhl i København. Denne læste direktøren for Baker Furniture, Hollis S. Baker, og blev så begejstret, at han opsøgte Finn Juhl. Mødet blev en succes, og de følgende år markedsførte Baker Furniture ikke færre end 23 af Finn Juhls møbler.
FN’s hovedkvarter
Den internationale succes bredte sig til også at omfatte indretning. Det var begyndt hjemme i København, hvor Finn Juhl havde fået til opgave at indrette Bing & Grøndahls butik på Amagertorv, som han tegnede i 1946, og det kulminerede med hans største opgave som indretningsarkitekt med indretningen af Formynderskabsrådets store mødesal i FN’s hovedkvarter i New York.