To små kælderrum danner ramme om pensioneret urmager Arne Christensens tikkende samling af gamle ure. Overalt står, ligger eller hænger forskellige ure. Der er forgyldte franske bronzeure, engelske standure, franske marmorure, østrigske ure med landskaber og figurer, schwarzwalderure og et enkelt kukur fra en af Alpernes småbyer. Og så er der alt i tilbehør, der har med ure at gøre – fra bittesmå sekundvisere og specialfremstillede tandhjul til tunge lodder og gedigne egetræskasser. Fra det mindste til det største findes det i denne Aladdins hule for urentusiaster, og urmageren fremstiller selv de fleste reservedele.

Arne Christensens samling af ure er omfattende,
og selv om engelske standure har hans største
kærlighed, har han erhvervet mange andre
spændende ure gennem tiden.
Det franske taffel-ur fra 1800-1830 er
lueforgyldt. Overdelen er mørkpatineret.

»Det startede som en hobby for 40 år siden, og det slutter som en hobby,« fortæller den passionerede ursamler Arne Christensen, der for ti år siden gik på pension efter et langt arbejdsliv som urmager. Et arbejdsliv, der begyndte ved en tilfældighed. Som uddannet smed- og maskinarbejder har Arne Christensen altid haft en svaghed for finmekanik. Den svaghed kom rigtig for en dag, da hans hustru i 1960’-erne blev begejstret for et ur, som de fik øje på i en butik med petroleumslamper. »Det var jo en lampe, vi ville se på, men uret kunne min hustru ikke glemme. Hun bad mig bagefter om at køre ind og hente det. Prisen på 300 kr. betalte jeg i to afdrag. De første 100 kunne jeg lægge samme dag, og de resterende 200 betalte jeg, da jeg fik løn til den første. Det blev begyndelsen på min forelskelse i gamle ure og specielt i engelske standure. Dem har jeg en forkærlighed for.«

Selvlært urmager

Et par år efter gjorde Arne Christensen sin hobby til sin levevej og åbnede butik og værksted med salg og reparation af gamle ure. Det var i 1979.
»Når andre kunne finde ud af det med ure, kunne jeg vel også,« siger han, som har læst sig til sin viden gennem engelske fagbøger.Dengang stod der næsten hvert år rejser til England på programmet, hvor Arne Christensen søgte de helt specielle ure blandt handlende i London – bl.a. på Caledonian Market. Dér lærte han også at være opmærksom på de andre indkøbere. »Når jeg så dem – for efterhånden kendte jeg dem af udseende – søgte jeg gerne andre steder hen på markedet, og på den måde tror jeg, vi hver især fik noget godt med hjem. For mit vedkommende fragtede jeg urene hjem i køjer, jeg havde indrettet i min varebil, så der ikke kunne ske noget med dem under kørslen. Ved hjemkomsten kunne det ske, at mine kunder ventede uden for butikken for at se, hvad jeg havde med hjem.«

På antikmesserne i Tønder, som Arne Christensen var fast deltager i, fik han kontakt til samlere fra både Danmark og Tyskland. Det blev efterhånden sådan, at folk medbragte deres ur til reparation og fik det tilbage et halvt år efter, når messen fandt sted igen. På den måde kom der også mange forespørgsler på specielle ure. Nogle gange var han heldig, så en kunde på næste messe kunne tage et ganske specielt ur med sig hjem.»Jeg reparerede alle slags ure fra alle steder i landet,« fortæller urmageren, »og på et tidspunkt blev jeg inviteret til New Jersey i USA for at lære en kollega at restaurere gamle ure. Vi havde lært hinanden at kende, da han kom som turist til Den Gamle By og havde besøgt mig nogle gange. Så da jeg blev 67 for 10 år siden, kunne jeg roligt tage af sted.«

Hobby viste vej

Urskiven fra ca. 1830 med sekund- og datoviser
har desuden måneskive, der skifter hvert 29½.
døgn. Den er signeret Thomas Ewer Clare.

»Butikken solgte jeg i 1997. Desværre fik min efterfølger et dårligt helbred, og så vendte jeg tilbage, men denne gang er det på hobbybasis, for privat har jeg ikke plads til flere ure,« fortæller Arne Christensen. »Jeg har haft samlermani, men jeg køber ikke flere ure nu. Jeg har rigeligt – selv om jeg måske kunne lade mig friste, hvis der viste sig noget ganske særlig spændende. Sådan set er jeg heller ikke interesseret i at sælge mine ure, men selvfølgelig – hvis der kommer en forbi og vil købe, så finder vi jo ud af det i de fleste tilfælde. For mig er det vigtigt at få min samling restaureret, så mine børn kan få glæde af den. Det er det, det går ud på. Derhjemme har jeg endnu flere standure, som venter på, at der skal blive tid til en restaurering.«

 Læs om ARNE CHRISTENSENS DRØMMEREPARATION af et engelsk Tickle-ur