Lige siden Erik af Pommern i 1429 gav Københavns seks daværende guldsmede forskrifter for guldsmedefagets udøvelse, og grundlaget for Københavns guldsmedelaug blev skabt, har der været tradition for at fremstille sølvting i Danmark.

I dag kender vi mest sølvtøj som noget, der kommer frem et par gange om året og i øvrigt altid skal pudses. Min kæphest gennem mange år har været, at hvis man dagligt bruger sit sølvtøj, hvad enten det er bestik eller lysestager, så skal det faktisk ikke pudses oftere, end hvis det er gemt væk i en bankboks eller ligger på loftet. Til gengæld har man den daglige glæde ved sølvtøjet og helt ærligt: Smager en frikadelle ikke bare lidt bedre, hvis den bliver spist med en sølvgaffel?

SÅDAN MÅLES LØDIGHEDEN
Da finsølv er for blødt at arbejde med, blander man kobber i. Lødigheden er en angivelse af, hvor meget kobber der er blandet i. Lødigheden var inddelt i sekstendedele, hvor 16 (eller 1000, som anvendes i dag) er rent sølv. Det officielle krav til lødigheden fra slutningen af 1600-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet var 13,5 sekstendedele.

Siden 1677 har man i Danmark haft en stadsguardein (udtales gardejn) til at kontrollere, at sølvsmedene havde anvendt den foreskrevne lødighed i det sølv, som de videresolgte. Guardeinen var ulønnet, men blev betalt af sølvsmedene, der betalte vægtafgift af det sølv, de fik stemplet. Guardeinen var derfor ivrig efter at håndhæve stemplingen.

Nogle af Københavns guardeiner sad så længe på posten, at de nærmest er blevet synonyme med en periode eller er gået over i talens brug som værende noget særligt. Eksempelvis sad Conrad Ludolph på posten i 50 år fra 1679-1729, hvilket betyder, at han har stemplet en stor del af det københavnske baroksølv. Der var ikke en guardein-ordning i provinsen.

Sølvets lødighed blev afgjort ved hjælp af et sæt probernåle. Guardeinen havde nåle med lødigheder fra 4-16. Man afgjorde lødigheden ved at stryge sølvet mod en plade af kiselskifer. Derved blev der afsat en streg i en grå nuance. Finsølv afsætter en lysegrå streg, og jo mørkere stregen er, jo lavere er lødigheden. Man sammenlignede derfor den streg, sølvet havde afsat, med probernålene, der nøjagtigt viste lødigheden. Var lødigheden godkendt, stemplede guardeinen sølvet med sit mærke og et månedsmærke.

Efter statsbankerotten i 1813 kom der meget underlødigt sølv i handlen. Sølvsmedene kunne ikke skaffe materialer, og især i provinsen, hvor der ikke var samme kontrol som i hovedstaden, anvendte man underlødigt sølv. Kendere vil som regel observere, når de får en underlødig sølvgenstand i hånden. Siden 1893 har man anvendt lødighedsbetegnelserne 830 og 925 sterling.

Læs de andre lektioner i sølvskolen:

Sølvskolen 1: Sølvets lødighed
Sølvskolen 2: Tre typer af sølv
Sølvskolen 3: De vigtige stempler
Sølvskolen 4: Guldsmed var sølvsmed
Sølvskolen 5: Find den rette mester
Sølvskolen 6: Pas på stempelfusk
Sølvskolen 7: To- eller tretårnet
Sølvskolen 8: Sølv eller plet?
Sølvskolen 9: Kend sølvets stilarter
Sølvskolen 10: Sølv i rennæssancen
Sølvskolen 11: Barok, brask og bram
Sølvskolen 12: Den stille regence
Sølvskolen 13: Rokoko med vrid
Sølvskolen 14: Louis Seize symmetri
Sølvskolen 15: Mytologisk empire
Sølvskolen 16: Stilblandingsperioden
Sølvskolen 17: De første sølvvarefabrikker
Sølvskolen 18: Blomstrende skønvirke