I Antik & Auktion nr. 5 opfordrede vi læserne til at vælge Danmarks populæreste antikvitet, og tusinder benyttede lejligheden til at stemme. Nu er afstemningen slut og resultatet soleklart: PH-lampen slog samtlige sine ’konkurrenter’ – her på siderne kan du se, hvordan læserne har placeret alle afstemningens 25 antikviteter.

Eftertragtet samlerobjekt
Den suveræne vinder, PH-lampen, er i virkeligheden ikke én bestemt lampe, men snarere et begreb – et ikon. Arkitekten, skribenten og kulturkritikeren Poul Henningsen, PH (1894-1967), skabte nemlig fl ere hundrede forskellige lamper for firmaet Louis Poulsen fra 1925 til sin død. Alle er de baseret på PH’s teorier om det brugervenlige, smukke lys, og alle er de skabt i hans unikke design. Og så er de næsten alle sammen også eftertragtede samlerobjekter.

Upopulære under Anden Verdenskrig
Vi har besøgt en sand Aladdins hule for PH-lampe-elskere: Peter Brodersens Kunst- og antikvitetshandel på Nørrebro i København. Her optages pladsen ikke af den populære PH 5-lampe, som hænger i tusinder af danske hjem, men udelukkende af meget sjældne PH-modeller.

- I årene efter Anden Verdenskrig kunne folk ikke lide lamperne. Der blev ikke solgt mange af dem, og masser af PH-lamper blev smidt ud. I 60’erne og 70’erne kunne man finde dem i containere, hvor de i stor stil var kasseret af f.eks. offentlige kontorer, der hellere ville have nye lamper. Derfor er nogle modeller sjældne, selv om der oprindeligt er produceret en del af dem, fortæller Peter Brodersen.

Funktionel og ikke for pyntet
Men nu elsker hele Danmark og meget af den øvrige verden PH’s lamper, og hos Brodersen kommer kunderne også fra USA, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland og Schweiz.
- Arkitekter har jo altid været glade for PHlampen, fordi PH var den første i verden, der tænkte over, hvor lyset skulle hen, og at det ikke skulle blænde, siger Peter Brodersen, som har dette bud på, hvorfor de danske forbrugere også i stor stil har taget lampen til sig: - Den er funktionel, ikke for pyntet – dét tiltaler folk.

DERFOR ELSKER VI…
Mange læsere sendte kommentarer om PH-lampen. Her er et udvalg:

- Har et par gange taget min PH-lampe ned, men den kommer altid op igen, passer til alle stilarter.

- PH-lampen er en æstetisk nydelse og giver et fantastisk lys.

- Arbejder i en belysningsforretning og har aldrig set noget i samme kaliber, smuk og tidløs.

Se mere af læsernes hitliste over Danmarks populæreste antikvitet i et flot fotogalleri her.

Ville du også stemme på PH-lampen som Danmarks populæreste antikvitet og hvorfor? Skriv i kommentarfeltet neden for denne artikel.

Læs mere om PH-lampen

Kommentar

  • 26. januar 2010 - kl. 15:03
    Min mormor havde den flotteste PH bordlampe med den rustfarvede skærm, og jeg var blevet lovet den, der var endda sat mit navn nedenunder den. Da hun døde var der en onkel der var meget grisk og fjernede flere sedler hun havde sat rundt omkring, og selvfølgelig nægtede alt. Han fik dog ikke lampen, men jeg gjorde heller ikke. På grund af selvsamme onkel blev flere ting sat på auktion, og den blev solgt langt under prisen, Jeg ærgrer mig endnu over ufreden og er stadig ked af alt det der skete med min mormors ting.
Shop.dk
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk