Kongemærker i sølv med emalje kostede oprindeligt 5 kr.
for nålen og det samme for den til knaphul, mens udgaven
med kæde kostede 9 kr. Nederst på billedet ses et par
uautoriserede modeller. I dag kan mærkerne købes på
mange markeder for 50-150 kr.
Kort og godt om Kongemærket
onsdag 24.3.10
- Af Lone Agersted, Foto: Torben Djenner
Folket gav, gennem salget af Kongemærket, penge til Christian den Tiendes Fond indtil hans død i 1947. En læser kan fortælle, at salget reddede producenten, Georg Jensens sølvsmedie
For den danske befolkning fik Kongemærket stor betydning under besættelsen. Det findes i to typer, der blev skabt til Christian 10.s 70-års dag 26. september 1940. Pengene fra salget var en folkegave til Christian den Tiendes Fond.
Læserhenvendelse:
Antik og Auktion har fået følgende oplysninger fra en læser, der har henvendt sig
Tillad mig at gøre opmærksom på, at der i Lone Agersteds faktabox om Kongemærket i sidste nr. af A&A side 87 mangler nogle oplysninger af væsentlig betydning for en målgruppe som A&As læsere.
Mærket blev produceret at Georg Jensens sølvsmedie og reddede denne navnkundige virksomhed fra at måtte lukke. På grund af besættelsen kunne man nemlig ikke importere ædelmetaller, men måtte klare sig med omsmeltning af tvangsindsamlet sølvbestik.
Emblemet, som kun krævede en beskeden mængde materiale, var tegnet af Arno Malinowski, f. 1899. Han var en meget anerkendt kunsthåndværker og designer, som var ansat på Den kongelige Porcelænsfabrik 1921 – 1935 og i Georg Jensens sølvsmedie 1936 – 1944. Malinowski arbejdede og udstillede mange steder i Europa samt i New York, var lærer ved Kunsthånværkerskolen og censor på Charlottenborg og modtog flere udmærkelser, bl.a. Eckersberg-medaljen i 1933.
Det er tankevækkende, at det lille kongemærke, som fra 1940 til kongens død i 1947 blev solgt i over en million eksemplarer, reddede et af de første og største brands inden for Dansk Design op gennem efterkrigstiden.
Inge fra Kirke Hyllinge
Konge-Emblemet
Kongenålen i gult metal blev solgt fra 15. til 30. september 1940 for 25 øre og indbragte godt en kvart million kroner. Det andet og mere kendte mærke hedder retteligt Konge-Emblemet, som er fremstillet i sølv med emalje i tre udgaver: én til knaphul, én med nål på bagsiden og endelig luksusudgaven med kæde og nål.
Guldudgave
Endelig fremstilledes en udgave i 14 karat guld. Tilladelse til salg af Konge-Emblemet blev fornyet hvert år til Christian 10.s død i 1947, og undervejs så flere uautoriserede modeller dagens lys. Blandt dem var især nåle fremstillet ved udsavning af mønter meget udbredte.
Se også:
6 gode råd om antikfund
Sådan skaber du en gennemført stil
August den Stærkes porcelænssamling