Glaskunst fra skolegården
Børnenes traditionelle legetøj, glashinkesten og glaskugler, er søde samlerobjekter.
torsdag 7.10.10
- Af Lone Agersted, Foto: Djenner.dk
Når pigerne begynder at sjippe og hinke, og når drengene finder deres kugleposer frem, er foråret på vej. Eller sådan var det i hvert fald før i tiden. At hinke er formentlig én af verdens ældste lege, hvor man oprindeligt brugte flade sten, marmor eller brændt ler. Man mener, etruskerne opfandt legen, og barske romerske soldater dyrkede den for at styrke lårmusklerne. Det var formentlig dem, som lærte europæiske børn at hinke.
EU ville forbyde glaslegetøj
Danmark opfandt glas-hinkestenen i slutningen af 1800-tallet og var i mange år enerådende på feltet. Fra 1924 var de med i flere glasværkers kataloger som ‘paradisplatter’ (at hinke kaldes jo også ‘at hoppe paradis’), men i 1996 var deres eksistens truet, fordi EU ville forbyde glaslegetøj. En veritabel folkebevægelse sikrede heldigvis glas-hinkestenens overlevelse. I begyndelsen var hinkesten individuelt håndværk, så de kan være meget forskellige, men siden udkom de i serier med motiver af f.eks. stjernebilleder, forsteninger og H.C. Andersens eventyr.
LÆS OGSÅ: Irma puster nyt liv i gamle dåser
Bil i bytte for glaskugle
Også drengenes kuglelege hører til menneskebørnenes ældste tidsfordriv. De allerførste ‘kugler’ var trillet af ler, men siden kom mere avancerede typer af sten, metal, brændt og glaseret ler og ikke mindst glas. Især de sidste er nu om dage samlerobjekter, ligesom hinkestenene. Interessen for glaskugler har generelt været ringe, og derfor kan man stadig gøre gode fund på f.eks. loppemarkeder. En københavnsk samler fortæller, at han er blevet tilbudt en pæn brugt bil for en glaskugle, som han købte for en slik!
LÆS OGSÅ: Verdens første computer var tysk
Et lille mirakel glasmagerkunst
Fremstillingen af glaskugler begyndte i ca. 1848. På en pølse af hvidt glas lagde mesteren op til seks glastråde af forskellig gennemsigtig farve, og oven på dem anbragte han evt. tynde stænger af ugennemsigtigt, især hvidt og gult, glas, alle parallelt med hinanden. Stangen blev nu rullet og trukket, og endelig klippede glasmesteren en stump af med sin kuglesaks, der gav formen. Den slags kugler blev først lavet i Thüringen, men snart kom Danmark, England, Sverige og fra 1880’erne USA med, og fra omkring 1890 blev kuglerne maskinfremstillet. Variationerne er enorme, både hvad angår størrelse og skønhed. Kernen er i gamle kugler et lille mirakel af glasmagerkunst, men mest usædvanlige og kostbare er de, hvor en eller to figurer af gips, porcelæn eller lignende sidder i midten af en i øvrigt klar kugle. Meget sjældent består det yderste lag af farvet glas.