Historien bag frakkeskjoldet
tirsdag 2.11.10
- Af Lone Agersted, Foto: Djenner.dk
En pudsig dansk idé er udgangspunktet for frakkeskjoldene, der blev brugt fra ca. 1800 til 1945. De fleste mennesker, som overhovedet havde råd til en overfrakke, fik den skræddersyet, for det var før stangtøjets tid, og et sådant stykke overtøj kunne nemt koste 2-3 månedslønninger. Mange havde den samme frakke i en menneskealder, og som regel var den sort.
LÆS OGSÅ: Historien bag kiksespanden
I mørke garderober kunne det derfor være svært at skelne den ene frakke fra den anden, så for at undgå misforståelser opstod fænomenet frakkeskjolde, også kaldet frakkemærker. De var af sølv med indgraverede initialer og blev syet fast på foret nær tegnebogens plads. Det var lidt af et statussymbol at have et smukt frakkeskjold, og der blev hurtigt tale om fint kunsthåndværk. Militæret anvendte også frakkemærker ligesom en del sportsklubber og andre, der brugte ens uniformer eller dragter. Frakkeskjoldene forsvandt fra praktisk brug, da flertallet fik råd til mere end én overfrakke. Til gengæld er de blevet populære samlerobjekter.