Slotsvandring på Liselund
onsdag 8.9.10
- Af Bolette Bramsen, Foto: Torben Djenner
Bente Scavenius viser rundt på landstedet Liselund, som er kendt for sine eftertragtede Liselundspejle
Bente Scavenius er kunsthistoriker og har specialiseret sig i landstedet Liselund, som ligger på Møn. Stedet er især kendt for sin smukke park, men hovedhuset er bestemt også et besøg værd.
Med Østersøen som nærmeste nabo
Liselund har Østersøen som nærmeste nabo, og hovedhuset er stort set ikke ændret, siden Antoine de la Calmette i 1792 opførte sit stråtækte landsted i tidens romantiske stil. Arkitekten var Andreas Kirkerup, og den indvendige udsmykning er formentlig udført af hofdekoratør J.C. Lillie. Liselund blev indrettet som ægteparrets landsted og er derfor et enkelt og sommerligt hus. J.C. Lillie dekorerede væggene og tegnede møblerne, og han var mester for de senere så eftertragtede Liselundspejle.