Hagas nye beboere: Kronprinsesse Victoria og Daniel Westling,
her fotograferet i forbindelse med festlighederne ved dronning
Margrethes 70-års fødselsdag. Ved siden af ses slottets markante
indgangsparti med de fire kolonner grupperet som par vender ud mod
Brunnsviken.
Royalt smugkig
Haga – Kronprinsesse Victorias nye hjem
onsdag 30.6.10
- Af Bolette Bramsen, Foto: Jens Lindhe, All Over
Romantiske Haga skal danne ramme om det svenske tronfølgerpars liv. Vi byder på et eksklusivt kig i de gustavianske gemakker.
Da den svenske kronprinsesse Victoria 19. juni blev gift med Daniel Westling, flyttede parret ind på Haga Slot, der ligger i et kæmpe parkområde ud til Brunnsviken i Solna kun få km nordvest for Stockholm.
Nu har tronfølgerparret fået et helt slot til deres rådighed, og her kommer de til at bo både naturskønt og standsmæssigt i en bygning, som i mere end to hundrede år fortrinsvis har huset medlemmer af den svenske kongefamilie.
Kong Carl Gustavs barndomshjem
Så da de nygifte flyttede ind, var det en gammel tradition, der på den måde fortsatte. Det var her på Haga, at kronprinsesse Victorias far kong Carl 16. Gustav voksede op med sine fire søstre og sine forældre. Det var også her, at den kongelige familie ofte lod sig fotografere. Navnet Haga blev derfor så kendt i befolkningen, at Carl Gustavs søstre ligefrem fik tilnavnet Hagaprinsesserne.
Flyttede til Stockholm
I forbindelse med en mindre ombygning i 1950 flyttede Carl Gustav, hans mor og hans søstre ind på slottet i Stockholm. Meningen var, at det skulle være midlertidigt, men de blev så glade for at være der, at de aldrig vendte tilbage til Haga, som derefter stod tomt i 14 år.
Drottningholm Slot I
1964 indrettede man derfor slottet til statens officielle gæstebolig, og da Carl Gustav i 1976 blev gift, så valgte han og dronning Silvia at bruge Drottningholm Slot som helårsbolig, mens Stockholm Slot blev deres officielle residens.
Klar til Victoria og Daniel
Den hvide klassicistiske bygning med facade ud til vandet blev opført i 1802-1805 af Gustav 4. Adolf. Dengang kaldte man den Dronningens Pavillon, men i dag hedder det Haga Slot. Efter en større restaurering er Haga nu igen klar til at modtage et ungt tronfølgerpar. Og denne gang er det kronprinsesse Victoria og Daniel Westling, der skal indrette sig i de smukke omgivelser.
Læs også: